Ja, den er god nok – i 16år har min cyklus været som vinden blæser, og kun været “normal”, når den bliver styret at hormoner.

Da vi, som mange af jer ved, skal i gang med fertilitetsbehandling igen, og jeg skal tabe mig inden, var jeg nødt til at finde nye veje, for intet af det jeg havde gjort før, har tilsyneladende hjulpet særlig meget – og jeg må ærligt indrømme at jeg er mega træt af “halve løsninger”.

Jeg fik mens i slutningen af januar, efter 4 måneder uden – det er SÅ frustrerende, for man ved bare aldrig hvornår man har ægløsning, og det er altså alligevel relativt dyrt at bruge 1 ægløsningstest hver eneste dag i 4 måneder.

Der i slutningen af januar ændrede jeg så nogle ting, og tog et aktivt valg om at prøve noget nyt (jeg nævner ikke her hvad, da min blog ikke skal bruges til reklame – men de interesserede, må gerne sende mig en besked, så skal jeg nok fortælle).

I søndags fik jeg så mens igen, og jeg blev helt nervøs, for jeg synes godt nok det pludselig kom hurtigt efter hinanden (det er jeg jo ikke vant til 😉 ).
Men da jeg talte efter, var der gået præcis 4 uger imellem, hvilket vil sige at jeg har fået ægløsning præcis da jeg skulle.
Hvad fanden sker der for det?
– Så lidt ændringer, men SÅ store resultater i min krop.

Det kan både ses og mærkes.
– Normal cyklus.
– Mere energi.
– Gladere.
– Tabte kilo.
– Tabte cm.

Hvis jeg forsætter sådan her, er jeg meget snart klar til behandling! <3

Rigtig mange har snart hørt mig sige;
“Vi er afklaret med hvis ikke det sker”.
“Det er okay – vi har et godt liv”.
“Der er slet ikke plads til et barn i vores liv lige nu”.

Men alt det er bullshit – det er en del af den facade man er nødt til at sætte op.
En del af det man er nødt til at overbevise sig selv om, efter mere end 4års kamp.

Vi har haft mange, lange og gode snakke – det er rigtigt.
Vi har et godt liv.
Men der vil altid være plads til et barn!
Et barn vil for altid være vores største ønske! <3

– Og det håb, der for 3 måneder siden synes så lille, vokser, bare en smule, nu det ser ud til at lykkes mig, at få styr på min krop.

Jeg håber for os, og alle i samme situation, at vi snart får vores mirakel <3
– Indtil da, vil jeg rigtig gerne høre om andres mirakler – det giver nemlig håb – vil du dele dit mirakel? 🙂

De bedste hilsner
Tumle <3

Det jeg i virkeligheden ikke ville dele med jer.

Så er jeg klar herinde igen – jeg har skulle gøre op med mig selv, hvor meget jeg i virkeligheden ville dele med jer, og hvor meget jeg ville holde for mig selv – og det jeg er kommet frem til er, at det virkelig hjælper mig at vide at jeg ikke er alene i verden, og derfor vil jeg også rigtig gerne dele mine tanker og følelser med jer – for måske i også trænger til at vide at i ikke er alene.

Lidt forhistorie.

For snart 4år siden gik vi i gang med projekt baby – vi vidste godt at vi skulle have hjælp, da jeg har meget svær PCOS, men vi var alligevel overbeviste om, at når først vi fik hjælp, så ville det selvfølgelig lykkedes, og derfor gik vi meget optimistiske ind i forsøgene med insemination.
– Efter 5 mislykkedes forsøg, måtte vi dog sande at så nemt skulle det ikke gå, og vi blev henvist videre til reagensglas – og her startede den hårdeste kamp i vores liv så.

Hospitalsbesøg flere gange om ugen, skulle stikke sig selv i maven, negative tests, overstimulering, ægudtagning, ægoplægning og en helvedes masse skuffelser.

Sexlivet var ikke længere eksisterende, og det føltes som om at der skete en blanding af at vi kom tættere på hinanden, og samtidig røg så langt fra hinanden.

December 2015, ENDELIG lykkedes det – den positive test, og den positve blodprøve – desværre var tallene bare ikke høje nok.
Flere blodprøver blev taget, og pludselig skete miraklet – tallene steg som de skulle, og vi skulle bare have en sidste kontrol blodprøve, før de ville slippe os.
2 dage senere begyndte jeg at bløde, og vi vidste godt at løbet var kørt.
Vi knækkede mentalt – og her træf vi en beslutning om at vi ville holde pause fra behandlingen – bare et halvt år, en pause hvor vi ville finde hinanden igen, og huske på hvorfor vi var sammen.

Tiden efter – skulle vi blive sammen?

Når man har været igennem sådan et forløb, der nærmest stjæler al intimitet, og hvor stort set det eneste fokuspunkt er projekt baby, kan det nok ikke undgås at man på et tidspunkt føler at man er mere venner end kærester, men på et eller andet tidspunkt lykkedes det os, med hårdt arbejde, at kæmpe os tilbage (og det er jeg LYKKELIG for).

Desværre havde jeg igennem forløbet taget 20kg på (ja, de hormoner er sindssygt hårde for kroppen) – 20kg, som nu skulle smides igen.

Desværre er det bare sådan at et vægttab kræver mentalt overskud – et overskud der udelukkende blev brugt på at arbejde for vores forhold.

Det halve år gik – vi var ikke klar.

Vi havde faktisk slet ikke lyst til at starte op i behandling igen – og nu, 2 år efter, er vi først der hvor vi så småt er klar.

Nu skal de kg jeg tog på bare smides, og jeg er heldigvis godt i gang, og har været det siden 2. januar.
– 4,1kg er smidt, og vi tæller ned.

Vi glæder os faktisk ikke til at gå i gang igen, men uret tikker – jeg runder snart de 31år, så vil vi have ønske babyen, så er det snart.

Heldigvis er vi der hvor vi er afklaret med, hvis det ikke sker – dermed ikke sagt at det ikke bliver usandsynligt hårdt, hvis det bliver en realitet, men vi ved at det måske er en del af vores skæbne, og det er ok.

Men for nu, der vil vi kæmpe for drømmen – vi vil i hvert fald bruge de sidste 4 fryseæg vi har, også må vi se.

Til alle jer seje par derude, der kæmper samme kamp; Husk hinanden!
– Og tag en pause fra behandlingen, hvis i føler i glider fra hinanden.

For os var en pause det eneste rigtige – projekt baby er et fælles projekt, med den partner man elsker, og forhåbentlig har i sinde at tilbringe resten af sit liv med, derfor er ens forhold nødt til at komme i første række <3

Så for nu, vil jeg fokusere på mit vægttab, og nyde mit forhold.
Kun jeg (og Kristian) kunne ændre vores forhold, og vi gjorde det.
Nu er det min tur til at ændre min vægt, og det har jeg så sandelig i sinde at gøre.

Tak for du læste med.

De bedste hilsner
Tumle <3

Til jer der ikke ved det, så ønskede jeg at belyse forskellen på mænd og kvinder i forbindelse med fertilitetsbehandling – det kommer der en smule af her, samt hvad jeg ellers har fået ud af første del af spørgeskemaet.

Jeg vælger ikke at samle det hele i et indlæg, da indlægget simpelthen vil blive for langt, og for rodet – jeg håber på jeres forståelse.

Jeg fik 80 svar på spørgeskemaet, hvilket jeg slet ikke havde regnet med, så det var rigtig dejligt – tak for det.
Svarene kom fra 70 kvinder og 10 modige mænd 🙂

Ud af alle der har svaret, har 33,7% opnået graviditet, 21,3% har været gravide, men har mistet og 45% har ikke opnået graviditet.

Men kun 57,5% er stadig i behandling.
Her snakker vi mennesker der har kæmpet i op til 10år.
10år, det er den edder fløjtemer lang tid, og dybt umenneskeligt at skulle kæmpe så følelsesmæssig en hård kamp, i så mange år.

Ved spørgsmålet om hvorfor folk ikke længere er i behandling, kom der nogle ret hårde svar, som er emner jeg gerne lige vil tage fat på.

• Sæden virker ikke længere. Her er der jo mulighed for donorsæd, men vi som kvinder må også forstå hvor intimiderende det er for manden.
  Ikke nok med at han skal sluge stoltheden ved ikke selv at kunne, så skal han også leve med det faktum, at han ikke er biologisk far, og uanset hvad, så er det en stor kamel at sluge.
  Giv ham tid, snak med ham, og accepter hans følelser omkring det – husk det er en kamp i kæmper sammen <3
• Man har mistet, og kan ikke holde til kampen mere.
  Ja, her står vi jo selv, så det er om noget et emne jeg kender til, og hvor er det bare vigtigt man lytter til hinanden i denne situation.
  Hos os er det faktisk mig der ikke har lyst til at genoptage behandlingen, og jeg er lykkelig for at min mand støtter mig – også selvom han ikke har det på samme måde <3
• Alderen har indhentet en.
  Ja, når man er 40år, så lukker det offentlige for at man kan få behandling, og herefter er det egen betaling på privat klinik.
  Her skal man nok overveje hvor meget man har været igennem allerede, og om det kan betale sig – jeg ved personligt ikke hvad jeg selv ville vælge, for det må virkelig være hårdt.
• Økonomi.
  Ja, om man skal på privat klinik, eller videre til adoption, så er det bare alt for dyrt, og jeg synes det er så ærgerligt at nogen skal vælge at stoppe kampen pga økonomi.
  Specielt synes jeg at adoptions priserne er helt hen i vejret – her gør man jo altså også en kæmpe forskel, for et lille barn <3
• Kampen er blevet for hård/stress…
  Burde der i virkeligheden være mere hjælp at hente, i forbindelse med behandling?
  Burde vi selv være bedre til at søge hjælp, for at få bearbejdet de svære følelser der følger med?
• Skilsmisse/gået fra hinanden.
  Da vi startede i insemination kan jeg huske at vores gynækolog sagde, at ikke alle par ville klare at være i behandling, men at de par der gik fra hinanden, nok alligvel ville nå det punkt på et tidspunkt.
  Om det er rigtigt eller forkert ved jeg ikke, og uanset hvad, så synes jeg det er en umenneskelig del af det at være i behandling, at det virkelig tager så hårdt på en, og på parforholdet, så nogen når til det punkt, hvor de føler de er nødt til at gå fra hinanden.
  Dog lagde jeg mærke til en detalje, som måske kan være væsenlig her: i 88,8% af besvarelserne var parterne enige om at gå i behandling – i 11,2% af dem, var det kvindens valg.
  Jeg tænker umiddelbart ikke at det er en rar ting at få trukket ned over hovedet?!
• Øget vægt, grundet hormoner…
  Igen, burde der måske være mere hjælp at hente?
  Jeg tog også på, da jeg fik hormoner, og jeg ved ærligt ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes for at undgå det, så jeg synes det er et punkt, som der burde være fokus på.

De fleste af jer skriver at i er ret åbne omkring det, men alligevel er der en del der forsat holder kortene tæt på kroppen, og i mange af tilfældene mænd.

Skal vi tolke ud fra det at mænd ikke har et ligeså stort behov for at dele deres følelser?
Det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om.

Men der er også kvinder der synes det er pinligt, og nedværdigende at være i behandling, men burde vi ikke prøve at bryde tabuet? Fortælle omverdenen hvor hårdt det rent faktisk er, og tage imod den hjælp og støtte som vi kan få udefra?

Jeg takker endnu engang alle jer modige mennesker der har svaret, og ser frem til at danne mig et overblik over resten af svarene.

De bedste hilsner
Tumle <3

Den tror jeg rigtig mange der er i forbindelse med fertilitetsbehandling, har hørt.
Og med god grund.. Det betvivler jeg slet ikke..

Og det lyder så nemt… “Bare lige 10kg” – Det kan jeg da sagtens klare…

Faktum er bare, at rigtig mange overvægtige mennesker, spiser med sine følelser – og er der noget vi alle ved, så er det, at følelserne er helt ude at skide, når den sk*de ønske baby, bare ikke gider at slå rødder i vores maver.
– Så hvad sker der? – Vi trøstespiser, og hvad sker så i hvert fald ikke? – Et vægttab.
Det er jo sådan ren logik.

Men HVORFOR trøstespiser vi? Forklaringen er rent faktisk ganske simpel;
Vi mennesker har et overlevelsesinstinkt, der gør at vi altid vil søge mod nydelse, og undgå smerte, så alt hvad der hjælper os til at overleve, vil selvsagt give os en form for nydelse, og mad er jo ret essentielt for vores overlevelse, og giver derfor de fleste af os postive følelser, og en grad af nydelse.

Det er rigtig nemt bare at sige at en person der trøstespiser, skal stoppe, men faktum er at trøstespisningen hjælper os til at rumme en smerte, som vi i tiden ikke selv kan rumme.
– Det vil sige at det i virkeligheden slet ikke er trøstespisningen der er problemet, men os selv – det er OS der er fjenden.

Jeg har undersøgt nettet bredt, og har rent faktisk fundet en artikel omkring trøstespisning, som jeg synes du bør læse, den finder du HER! 🙂

Jeg er selv i en proces lige nu – en proces, hvor jeg bearbejder følelserne omkring det hele.
Vi har været i gang i over 3år, og har nu holdt over 1års pause, efter en graviditet der gik til grunde.
Mange er ikke enige i, at vi gjorde det rigtige ved at holde pause, og det gjorde vi måske heller ikke – men det har været det rigtige for os, både som individer, men så sandelig også som par.

Vi vil ikke om 5år kigge tilbage, og se at vi “spildte” vores liv på kun at fokusere på fertilitetsbehandling, for lad os være ærlige – det er det der er i fokus, mens vi gennemgår det.

Men det er OS! Det var hvad VI havde brug for – hvad i har brug for? Lyt til jer selv, tal sammen – og for guds skyld, vær ærlige, og husk hinanden <3

De bedste hilsner
– Tumle <3

2017 er året, og jeg blev 30 i fredags – wuhuuu, eller noget..
Aldrig havde jeg forestillet mig at jeg skulle gå ind i 30´erne, og ikke have børn, men faktum er, at det er sådan det er.

Januar 2017 skulle være året hvor vi genoptog fertilitetsbehandlingen igen, efter 1års pause – jeg fik endda lavet en paragraf 56.
– Men nej – for skæbnen ville at jeg i slut november fik min menstruation, og d. 23. december gik jeg første gang til lægen, da det ikke ville stoppe.
Jeg fik nogle piller der skulle stoppe blødningen, og det var så det – troede jeg, for blødningen stoppede ikke.

I starten af Januar sidder jeg på mit job som social og sundhedsassistent i nattevagt, da jeg pludselig får en styrtblødning – jeg må få en afløser ind, og ringer derefter til min mand & min mor, og beder dem komme og hente mig og min bil.
– Jeg bliver undersøgt, og man finder aldrig anden grund, end at det er min PCOS der er gået amok, så jeg får flere piller for at stoppe blødningen, og får jern, da min blodprocent er lav.

I slutningen af januar, efter næsten 2 måneders konstant blødning, bliver jeg sat på noget medicin man får i forbindelse med overgangsalderen, og det har endelig fået min menstruation til at stoppe – nu afventer vi så at der falder ro på min krop.

Imens alt dette stod på, har jeg samtidig modtaget en fyreseddel – der er ændringer i teamet, og om vi bliver genansat eller ej, er forsat uvidst – og er der noget der ikke er sjovt, så er det uvished.

Endnu engang må vi se os slået af skæbnen, og hvornår det lykkedes os at komme videre med projekt baby, ved vi selvsagt ikke.

Heldigvis får det os ikke ned med nakken – vi har fået så mange slag, så er der noget vi har lært, så er det at være der for hinanden, kæmpe imod, og fokusere på alle de dejlige ting omkring os.

Blandt andet skal Logan (hesten) flyttes på lørdag, hvilket byder på nye & spændende tider, for især ham og jeg – og jeg glæder mig til at kunne få den hjælp i hverdagen, som jeg har behov for, og Logan, han skal gå i et sandt paradis <3

Vi kunne rigtig godt bruge nogle krydsede fingre for at vi snart kommer videre i kampen for drømmebabyen <3

De bedste hilsner
– Tumle <3