Ja, den er god nok – i 16år har min cyklus været som vinden blæser, og kun været “normal”, når den bliver styret at hormoner.

Da vi, som mange af jer ved, skal i gang med fertilitetsbehandling igen, og jeg skal tabe mig inden, var jeg nødt til at finde nye veje, for intet af det jeg havde gjort før, har tilsyneladende hjulpet særlig meget – og jeg må ærligt indrømme at jeg er mega træt af “halve løsninger”.

Jeg fik mens i slutningen af januar, efter 4 måneder uden – det er SÅ frustrerende, for man ved bare aldrig hvornår man har ægløsning, og det er altså alligevel relativt dyrt at bruge 1 ægløsningstest hver eneste dag i 4 måneder.

Der i slutningen af januar ændrede jeg så nogle ting, og tog et aktivt valg om at prøve noget nyt (jeg nævner ikke her hvad, da min blog ikke skal bruges til reklame – men de interesserede, må gerne sende mig en besked, så skal jeg nok fortælle).

I søndags fik jeg så mens igen, og jeg blev helt nervøs, for jeg synes godt nok det pludselig kom hurtigt efter hinanden (det er jeg jo ikke vant til 😉 ).
Men da jeg talte efter, var der gået præcis 4 uger imellem, hvilket vil sige at jeg har fået ægløsning præcis da jeg skulle.
Hvad fanden sker der for det?
– Så lidt ændringer, men SÅ store resultater i min krop.

Det kan både ses og mærkes.
– Normal cyklus.
– Mere energi.
– Gladere.
– Tabte kilo.
– Tabte cm.

Hvis jeg forsætter sådan her, er jeg meget snart klar til behandling! <3

Rigtig mange har snart hørt mig sige;
“Vi er afklaret med hvis ikke det sker”.
“Det er okay – vi har et godt liv”.
“Der er slet ikke plads til et barn i vores liv lige nu”.

Men alt det er bullshit – det er en del af den facade man er nødt til at sætte op.
En del af det man er nødt til at overbevise sig selv om, efter mere end 4års kamp.

Vi har haft mange, lange og gode snakke – det er rigtigt.
Vi har et godt liv.
Men der vil altid være plads til et barn!
Et barn vil for altid være vores største ønske! <3

– Og det håb, der for 3 måneder siden synes så lille, vokser, bare en smule, nu det ser ud til at lykkes mig, at få styr på min krop.

Jeg håber for os, og alle i samme situation, at vi snart får vores mirakel <3
– Indtil da, vil jeg rigtig gerne høre om andres mirakler – det giver nemlig håb – vil du dele dit mirakel? 🙂

De bedste hilsner
Tumle <3

Til jer der ikke ved det, så ønskede jeg at belyse forskellen på mænd og kvinder i forbindelse med fertilitetsbehandling – det kommer der en smule af her, samt hvad jeg ellers har fået ud af første del af spørgeskemaet.

Jeg vælger ikke at samle det hele i et indlæg, da indlægget simpelthen vil blive for langt, og for rodet – jeg håber på jeres forståelse.

Jeg fik 80 svar på spørgeskemaet, hvilket jeg slet ikke havde regnet med, så det var rigtig dejligt – tak for det.
Svarene kom fra 70 kvinder og 10 modige mænd 🙂

Ud af alle der har svaret, har 33,7% opnået graviditet, 21,3% har været gravide, men har mistet og 45% har ikke opnået graviditet.

Men kun 57,5% er stadig i behandling.
Her snakker vi mennesker der har kæmpet i op til 10år.
10år, det er den edder fløjtemer lang tid, og dybt umenneskeligt at skulle kæmpe så følelsesmæssig en hård kamp, i så mange år.

Ved spørgsmålet om hvorfor folk ikke længere er i behandling, kom der nogle ret hårde svar, som er emner jeg gerne lige vil tage fat på.

• Sæden virker ikke længere. Her er der jo mulighed for donorsæd, men vi som kvinder må også forstå hvor intimiderende det er for manden.
  Ikke nok med at han skal sluge stoltheden ved ikke selv at kunne, så skal han også leve med det faktum, at han ikke er biologisk far, og uanset hvad, så er det en stor kamel at sluge.
  Giv ham tid, snak med ham, og accepter hans følelser omkring det – husk det er en kamp i kæmper sammen <3
• Man har mistet, og kan ikke holde til kampen mere.
  Ja, her står vi jo selv, så det er om noget et emne jeg kender til, og hvor er det bare vigtigt man lytter til hinanden i denne situation.
  Hos os er det faktisk mig der ikke har lyst til at genoptage behandlingen, og jeg er lykkelig for at min mand støtter mig – også selvom han ikke har det på samme måde <3
• Alderen har indhentet en.
  Ja, når man er 40år, så lukker det offentlige for at man kan få behandling, og herefter er det egen betaling på privat klinik.
  Her skal man nok overveje hvor meget man har været igennem allerede, og om det kan betale sig – jeg ved personligt ikke hvad jeg selv ville vælge, for det må virkelig være hårdt.
• Økonomi.
  Ja, om man skal på privat klinik, eller videre til adoption, så er det bare alt for dyrt, og jeg synes det er så ærgerligt at nogen skal vælge at stoppe kampen pga økonomi.
  Specielt synes jeg at adoptions priserne er helt hen i vejret – her gør man jo altså også en kæmpe forskel, for et lille barn <3
• Kampen er blevet for hård/stress…
  Burde der i virkeligheden være mere hjælp at hente, i forbindelse med behandling?
  Burde vi selv være bedre til at søge hjælp, for at få bearbejdet de svære følelser der følger med?
• Skilsmisse/gået fra hinanden.
  Da vi startede i insemination kan jeg huske at vores gynækolog sagde, at ikke alle par ville klare at være i behandling, men at de par der gik fra hinanden, nok alligvel ville nå det punkt på et tidspunkt.
  Om det er rigtigt eller forkert ved jeg ikke, og uanset hvad, så synes jeg det er en umenneskelig del af det at være i behandling, at det virkelig tager så hårdt på en, og på parforholdet, så nogen når til det punkt, hvor de føler de er nødt til at gå fra hinanden.
  Dog lagde jeg mærke til en detalje, som måske kan være væsenlig her: i 88,8% af besvarelserne var parterne enige om at gå i behandling – i 11,2% af dem, var det kvindens valg.
  Jeg tænker umiddelbart ikke at det er en rar ting at få trukket ned over hovedet?!
• Øget vægt, grundet hormoner…
  Igen, burde der måske være mere hjælp at hente?
  Jeg tog også på, da jeg fik hormoner, og jeg ved ærligt ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes for at undgå det, så jeg synes det er et punkt, som der burde være fokus på.

De fleste af jer skriver at i er ret åbne omkring det, men alligevel er der en del der forsat holder kortene tæt på kroppen, og i mange af tilfældene mænd.

Skal vi tolke ud fra det at mænd ikke har et ligeså stort behov for at dele deres følelser?
Det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om.

Men der er også kvinder der synes det er pinligt, og nedværdigende at være i behandling, men burde vi ikke prøve at bryde tabuet? Fortælle omverdenen hvor hårdt det rent faktisk er, og tage imod den hjælp og støtte som vi kan få udefra?

Jeg takker endnu engang alle jer modige mennesker der har svaret, og ser frem til at danne mig et overblik over resten af svarene.

De bedste hilsner
Tumle <3

Den tror jeg rigtig mange der er i forbindelse med fertilitetsbehandling, har hørt.
Og med god grund.. Det betvivler jeg slet ikke..

Og det lyder så nemt… “Bare lige 10kg” – Det kan jeg da sagtens klare…

Faktum er bare, at rigtig mange overvægtige mennesker, spiser med sine følelser – og er der noget vi alle ved, så er det, at følelserne er helt ude at skide, når den sk*de ønske baby, bare ikke gider at slå rødder i vores maver.
– Så hvad sker der? – Vi trøstespiser, og hvad sker så i hvert fald ikke? – Et vægttab.
Det er jo sådan ren logik.

Men HVORFOR trøstespiser vi? Forklaringen er rent faktisk ganske simpel;
Vi mennesker har et overlevelsesinstinkt, der gør at vi altid vil søge mod nydelse, og undgå smerte, så alt hvad der hjælper os til at overleve, vil selvsagt give os en form for nydelse, og mad er jo ret essentielt for vores overlevelse, og giver derfor de fleste af os postive følelser, og en grad af nydelse.

Det er rigtig nemt bare at sige at en person der trøstespiser, skal stoppe, men faktum er at trøstespisningen hjælper os til at rumme en smerte, som vi i tiden ikke selv kan rumme.
– Det vil sige at det i virkeligheden slet ikke er trøstespisningen der er problemet, men os selv – det er OS der er fjenden.

Jeg har undersøgt nettet bredt, og har rent faktisk fundet en artikel omkring trøstespisning, som jeg synes du bør læse, den finder du HER! 🙂

Jeg er selv i en proces lige nu – en proces, hvor jeg bearbejder følelserne omkring det hele.
Vi har været i gang i over 3år, og har nu holdt over 1års pause, efter en graviditet der gik til grunde.
Mange er ikke enige i, at vi gjorde det rigtige ved at holde pause, og det gjorde vi måske heller ikke – men det har været det rigtige for os, både som individer, men så sandelig også som par.

Vi vil ikke om 5år kigge tilbage, og se at vi “spildte” vores liv på kun at fokusere på fertilitetsbehandling, for lad os være ærlige – det er det der er i fokus, mens vi gennemgår det.

Men det er OS! Det var hvad VI havde brug for – hvad i har brug for? Lyt til jer selv, tal sammen – og for guds skyld, vær ærlige, og husk hinanden <3

De bedste hilsner
– Tumle <3

2017 er året, og jeg blev 30 i fredags – wuhuuu, eller noget..
Aldrig havde jeg forestillet mig at jeg skulle gå ind i 30´erne, og ikke have børn, men faktum er, at det er sådan det er.

Januar 2017 skulle være året hvor vi genoptog fertilitetsbehandlingen igen, efter 1års pause – jeg fik endda lavet en paragraf 56.
– Men nej – for skæbnen ville at jeg i slut november fik min menstruation, og d. 23. december gik jeg første gang til lægen, da det ikke ville stoppe.
Jeg fik nogle piller der skulle stoppe blødningen, og det var så det – troede jeg, for blødningen stoppede ikke.

I starten af Januar sidder jeg på mit job som social og sundhedsassistent i nattevagt, da jeg pludselig får en styrtblødning – jeg må få en afløser ind, og ringer derefter til min mand & min mor, og beder dem komme og hente mig og min bil.
– Jeg bliver undersøgt, og man finder aldrig anden grund, end at det er min PCOS der er gået amok, så jeg får flere piller for at stoppe blødningen, og får jern, da min blodprocent er lav.

I slutningen af januar, efter næsten 2 måneders konstant blødning, bliver jeg sat på noget medicin man får i forbindelse med overgangsalderen, og det har endelig fået min menstruation til at stoppe – nu afventer vi så at der falder ro på min krop.

Imens alt dette stod på, har jeg samtidig modtaget en fyreseddel – der er ændringer i teamet, og om vi bliver genansat eller ej, er forsat uvidst – og er der noget der ikke er sjovt, så er det uvished.

Endnu engang må vi se os slået af skæbnen, og hvornår det lykkedes os at komme videre med projekt baby, ved vi selvsagt ikke.

Heldigvis får det os ikke ned med nakken – vi har fået så mange slag, så er der noget vi har lært, så er det at være der for hinanden, kæmpe imod, og fokusere på alle de dejlige ting omkring os.

Blandt andet skal Logan (hesten) flyttes på lørdag, hvilket byder på nye & spændende tider, for især ham og jeg – og jeg glæder mig til at kunne få den hjælp i hverdagen, som jeg har behov for, og Logan, han skal gå i et sandt paradis <3

Vi kunne rigtig godt bruge nogle krydsede fingre for at vi snart kommer videre i kampen for drømmebabyen <3

De bedste hilsner
– Tumle <3

Jeg har været stille herinde længe, da der simpelthen har været sket så meget, så jeg ikke har kunne overskue mine tanker nok, til også at få skrevet…

Som nogen ved, fandt jeg ud af at jeg var gravid i december, hvilket var sket igennem IVF (reagensglasbehandling), med fryseforsøg.
– På daværende tidspunkt havde vi været igennem 5 IUI (insemineringer), 1 hvor ægget “sprang” inden vi nåede til befrugtning, og 4 mislykkedes forsøg.
Derudover havde vi været igennem 2 ægudtagninger (hvoraf jeg den ene gang var blevet overstimuleret), og 1 frisk ægoplægning – altså var dette fryseæg vores 7. forsøg, og du kan selvsagt regne ud, hvor stor glæden var, da det endelig lykkes..

Glæden skulle dog være kort, og 30. december begyndte jeg at bløde..

Samtidig havde jeg mistet mit job, da det team jeg var på lukkede (jeg arbejdede som social og sundhedsassistent i privat hjem).

Jeg kan virkelig undre mig over, hvor unfair livet kan være – en ting er at vi skal igennem behandling, men at vi så samtidig skal have den oplevelse at miste, dét er umenneskeligt.
– Desværre er vi jo ikke de eneste der skal alt det her igennem, og det piner mig at andre skal opleve den smerte, for det gør ondt, og det værste er, at kun de færreste forstår…

Nå, men vi knak rimelig meget på det, og vi valgte at vi ikke kunne mere, i hvert fald ikke for en periode.

29. Januar friede Kristian til mig – og jeg sagde selvfølgelig ja 😉 ..
– Vi blev gift d. 27. august – et meget smukt, og intimt bryllup, med kun den aller nærmeste familie, og venner – det var skønt <3

Desværre har vi i vores fertilitetsbehandlings pause, måtte se en del af vores venner med børn, trække sig længere væk.
Om det er bevidst, eller ubevidst, det ved jeg ikke – men det er hårdt at føle, at fordi vi ikke har børn, og ikke længere prøvede, så  er vi ikke længere en del af fællesskabet.

Vores venner, med børn, som har mødt hinanden igennem os, begynder at finde sammen på kryds og tværs – og det er super fedt, er glad for at de kan se hvor fantastiske hinanden er, for det ER de – ellers ville de jo ikke være vores venner 😉 ..
– Men det er også hårdt at se at disse venner begynder at mødes, holde parmiddage osv., og man er ikke inviteret, for det er kun par, med børn.

Jeg kunne måske til nøds forstå det, hvis vi havde truffet et bevidst valg om at vi ikke ville have børn, fordi vi synes de er larmende, eller noget – men faktum er jo at vi brændende ønsker os et barn – vi kan bare ikke.

Nå, nok om det…

Kristian og jeg havde for længe siden aftalt at vi efter brylluppet ville gå i gang med fertilitetsbehandling igen, og det er jo… Hm… Nu….
– Men vi har det SÅ skidt med det!
Vi ved ikke om vi kan bære hvis det samme sker en gang til – og det er bare noget vi må være forberedt på.

Heldigvis har vi 4 fryseæg, så jeg slipper for ægudtagning, i hvert fald i et stykke tid.
– Men vi har så også kun disse 4 fryseæg, og 1 ægudtagning mere tilbage….

Jeg beklager hvis jeg klynker for meget i dette indlæg – engenligt havde jeg bare lige brug for at få alle mine tanker skrevet ned, så 1000 tak for at du læste med <3

De bedste hilsner
Tumle <3