Det er et tabu, noget vi ikke snakker om, men alligevel noget de fleste af os kender.
Det, at vi føler en lille smule lettelse, når en vi elsker, dør.
Men hvorfor er det så noget vi ikke snakker om?
Hvis den vi elsker er meget syg, og endelig tager billetten, så er det vel okay at vi føler os en lille smule lettet?
Det er jo ikke fordi vi er lettet over at slippe af med vedkommende, men fordi at vi slipper for de bekymringer det medføre.
Og det er ok!
Dagene der går…
Har du nogensinde prøvet at dit hjerte stoppede med at slå, hver gang telefonen ringer?
Har du nogensinde været så indædt bekymret for et andet individ, så du glemmer dig selv?
Har du nogensinde prøvet at frygte at miste så voldsomt, at du har en knugende fornemmelse i maven konstant?
Hvis nej, så ved du ikke hvad det vil sige, den dag du endelig kan ånde lettet op.
Følelserne bliver erstattet med en umenneskelig sorg, men som tiden går, vil sorgen blive mindre, og du vil da mærke at alle bekymringer også har sluppet din krop – du kan begynde at leve igen.
Nej, jeg vil ikke hellere miste…
Selvfølgelig vil jeg ikke hellere miste, end at være bekymret, og måske er den følelse af lettelse, i virkeligheden bare en måde at bearbejde sorgen på – en måde at overleve på.
Men uanset hvorfor den følelse af lettelse kommer, så er det ok – den må gerne være der, og den burde aldrig være et tabu.
Lad dig selv sørge, føle lettelse, men lad vær med at føle skam.
Har du gjort hvad du kan, mens den du elsker er i live, så er det helt okay at give dig selv lov til at leve efterfølgende – uanset hvilke følelser der hjælper dig til at komme videre.
Du har kun en chance…
Vi får én enkelt chance for at leve livet – en dag er det for sent for os alle, så sørg for at leve det liv som du selv ønsker – sammen med dem du elsker.
Har du gjort hvad du kan, mens de er i live, så vil du også føle at lettelsen når de dør, er helt okay.
– Jeg er sikker på at dem vi elsker, ønsker at vi lever videre.
Til jer der ikke ved det, så ønskede jeg at belyse forskellen på mænd og kvinder i forbindelse med fertilitetsbehandling – det kommer der en smule af her, samt hvad jeg ellers har fået ud af første del af spørgeskemaet.
Jeg vælger ikke at samle det hele i et indlæg, da indlægget simpelthen vil blive for langt, og for rodet – jeg håber på jeres forståelse.
Jeg fik 80 svar på spørgeskemaet, hvilket jeg slet ikke havde regnet med, så det var rigtig dejligt – tak for det.
Svarene kom fra 70 kvinder og 10 modige mænd 🙂
Ud af alle der har svaret, har 33,7% opnået graviditet, 21,3% har været gravide, men har mistet og 45% har ikke opnået graviditet.
Men kun 57,5% er stadig i behandling.
Her snakker vi mennesker der har kæmpet i op til 10år.
10år, det er den edder fløjtemer lang tid, og dybt umenneskeligt at skulle kæmpe så følelsesmæssig en hård kamp, i så mange år.
Ved spørgsmålet om hvorfor folk ikke længere er i behandling, kom der nogle ret hårde svar, som er emner jeg gerne lige vil tage fat på.
Sæden virker ikke længere. Her er der jo mulighed for donorsæd, men vi som kvinder må også forstå hvor intimiderende det er for manden.
Ikke nok med at han skal sluge stoltheden ved ikke selv at kunne, så skal han også leve med det faktum, at han ikke er biologisk far, og uanset hvad, så er det en stor kamel at sluge.
Giv ham tid, snak med ham, og accepter hans følelser omkring det – husk det er en kamp i kæmper sammen <3
Man har mistet, og kan ikke holde til kampen mere.
Ja, her står vi jo selv, så det er om noget et emne jeg kender til, og hvor er det bare vigtigt man lytter til hinanden i denne situation.
Hos os er det faktisk mig der ikke har lyst til at genoptage behandlingen, og jeg er lykkelig for at min mand støtter mig – også selvom han ikke har det på samme måde <3
Alderen har indhentet en.
Ja, når man er 40år, så lukker det offentlige for at man kan få behandling, og herefter er det egen betaling på privat klinik.
Her skal man nok overveje hvor meget man har været igennem allerede, og om det kan betale sig – jeg ved personligt ikke hvad jeg selv ville vælge, for det må virkelig være hårdt.
Økonomi.
Ja, om man skal på privat klinik, eller videre til adoption, så er det bare alt for dyrt, og jeg synes det er så ærgerligt at nogen skal vælge at stoppe kampen pga økonomi.
Specielt synes jeg at adoptions priserne er helt hen i vejret – her gør man jo altså også en kæmpe forskel, for et lille barn <3
Kampen er blevet for hård/stress…
Burde der i virkeligheden være mere hjælp at hente, i forbindelse med behandling?
Burde vi selv være bedre til at søge hjælp, for at få bearbejdet de svære følelser der følger med?
Skilsmisse/gået fra hinanden.
Da vi startede i insemination kan jeg huske at vores gynækolog sagde, at ikke alle par ville klare at være i behandling, men at de par der gik fra hinanden, nok alligvel ville nå det punkt på et tidspunkt.
Om det er rigtigt eller forkert ved jeg ikke, og uanset hvad, så synes jeg det er en umenneskelig del af det at være i behandling, at det virkelig tager så hårdt på en, og på parforholdet, så nogen når til det punkt, hvor de føler de er nødt til at gå fra hinanden.
Dog lagde jeg mærke til en detalje, som måske kan være væsenlig her: i 88,8% af besvarelserne var parterne enige om at gå i behandling – i 11,2% af dem, var det kvindens valg.
Jeg tænker umiddelbart ikke at det er en rar ting at få trukket ned over hovedet?!
Øget vægt, grundet hormoner…
Igen, burde der måske være mere hjælp at hente?
Jeg tog også på, da jeg fik hormoner, og jeg ved ærligt ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes for at undgå det, så jeg synes det er et punkt, som der burde være fokus på.
De fleste af jer skriver at i er ret åbne omkring det, men alligevel er der en del der forsat holder kortene tæt på kroppen, og i mange af tilfældene mænd.
Skal vi tolke ud fra det at mænd ikke har et ligeså stort behov for at dele deres følelser?
Det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om.
Men der er også kvinder der synes det er pinligt, og nedværdigende at være i behandling, men burde vi ikke prøve at bryde tabuet? Fortælle omverdenen hvor hårdt det rent faktisk er, og tage imod den hjælp og støtte som vi kan få udefra?
Jeg takker endnu engang alle jer modige mennesker der har svaret, og ser frem til at danne mig et overblik over resten af svarene.
Den tror jeg rigtig mange der er i forbindelse med fertilitetsbehandling, har hørt.
Og med god grund.. Det betvivler jeg slet ikke..
Og det lyder så nemt… “Bare lige 10kg” – Det kan jeg da sagtens klare…
Faktum er bare, at rigtig mange overvægtige mennesker, spiser med sine følelser – og er der noget vi alle ved, så er det, at følelserne er helt ude at skide, når den sk*de ønske baby, bare ikke gider at slå rødder i vores maver.
– Så hvad sker der? – Vi trøstespiser, og hvad sker så i hvert fald ikke? – Et vægttab.
Det er jo sådan ren logik.
Men HVORFOR trøstespiser vi? Forklaringen er rent faktisk ganske simpel;
Vi mennesker har et overlevelsesinstinkt, der gør at vi altid vil søge mod nydelse, og undgå smerte, så alt hvad der hjælper os til at overleve, vil selvsagt give os en form for nydelse, og mad er jo ret essentielt for vores overlevelse, og giver derfor de fleste af os postive følelser, og en grad af nydelse.
Det er rigtig nemt bare at sige at en person der trøstespiser, skal stoppe, men faktum er at trøstespisningen hjælper os til at rumme en smerte, som vi i tiden ikke selv kan rumme.
– Det vil sige at det i virkeligheden slet ikke er trøstespisningen der er problemet, men os selv – det er OS der er fjenden.
Jeg har undersøgt nettet bredt, og har rent faktisk fundet en artikel omkring trøstespisning, som jeg synes du bør læse, den finder du HER! 🙂
Jeg er selv i en proces lige nu – en proces, hvor jeg bearbejder følelserne omkring det hele.
Vi har været i gang i over 3år, og har nu holdt over 1års pause, efter en graviditet der gik til grunde.
Mange er ikke enige i, at vi gjorde det rigtige ved at holde pause, og det gjorde vi måske heller ikke – men det har været det rigtige for os, både som individer, men så sandelig også som par.
Vi vil ikke om 5år kigge tilbage, og se at vi “spildte” vores liv på kun at fokusere på fertilitetsbehandling, for lad os være ærlige – det er det der er i fokus, mens vi gennemgår det.
Men det er OS! Det var hvad VI havde brug for – hvad i har brug for? Lyt til jer selv, tal sammen – og for guds skyld, vær ærlige, og husk hinanden <3
I februar 2015, gik min kære mand, og mange af mine fantastiske venner sammen, og gjorde drømmen om en idiotsikker hest, til virkelighed.
Idiotsikker skulle den være, da jeg aller helst skal blive siddende på ryggen, da jeg døjer med et piskesmæld.
Kærligheden faldt på ham her;
Buller var en ældre herre, på dengang 18år, og god som dagen var lang – desværre var han så billig, så jeg valgte ikke at få ham handelsundersøgt – og det skulle vise sig at blive rigtig dyre lærepenge – ikke kun økonomisk, men også følelsesmæssigt.
Forfangenhed, forgiftning, dårlige hove, bronkitis, og dårlige tænder skulle vise sig at blive bare nogle af de ting, som vi brugte halvandet år på at kæmpe imod.
Tirsdag d. 20/9-16 måtte vi opgive kampen – Buller kunne ikke mere, og skulle vi have kæmpet videre derfra, var det blevet for min skyld – ikke hans. – Og endnu engang må jeg gentage mig selv; Kunsten er at sige tak i tide <3
Mit hjerte var knust, min skønne pony, der på halvandet år, havde lært mig så meget, og som jeg havde brugt timer med hver dag, var væk – og jeg savner ham, helt umenneskeligt meget.
Som nogen måske kan huske, mistede vi vores ene hund i februar, og ellers kan du læse det HER! 🙁
Så bortset fra brylluppet i august, må dette siges ikke at have været vores år 🙁 ..
Skæbnen ville, at jeg faldt over en annonce på en smuk smuk SMUK skimmel irish cob, ved navn Logan – så selvom jeg engenligt havde bestemt mig for lige at holde en heste pause, og komme mig over tabet, så gik min skønne mand, alligevel med til at vi kørte op og kiggede denne kære pony.
Og det gjorde vi så….
Logan var ikke Buller, men når nu jeg ikke kan have Buller mere, så er Logan intet mindre end drømmeponyen <3
Logan gik igennem handelsundersøgelsen, og nu sidder jeg her, fredag aften…… Og venter KUN på at vi i morgen skal hente Logan, og vi forhåbentlig får mange gode år sammen.
Logan flytter ind i vores nyanlagte paddock paradise, sammen med skønne Conrad.
– Er du interesseret i paddock paradise, så følg med på min side, for der vil snart komme et indlæg, omkring hvad vi har tænkt over, hvad vi kan gøre bedre, og hvordan vores løsninger fungerer 🙂 ..
Hvad vil jeg med det her indlæg? – Ikke så meget…
Men hvis dette indlæg får bare EN til at tænke en ekstra gang, inden man vælger ikke at lave handelsundersøgelse, så er jeg glad.
The worst day that could possibly happen, actually did.
Witch means, that for the rest of eternity, I´m going to have a hole in my heart, where she was supposed to be.
When we lose someone, there gone, forever…..
And there is nothing….. There is nothing…..
Nothing that we can do, that is going to bring them back..
I can´t… I can´t do this….
I can´t move on…
I can´t handle you being gone..
I can´t handle feeling like this anymore..
When you lose somebody, every candle, every prairs, are not going to make up for the fact, that the only things you have left, is a hole in your life, where that somebody, that you cared about, used to be.
Som mange af jer der læser med ved, så er vi ufrivilligt barnløse…
Med alt hvad der følger med, betyder det også, at jeg er særligt knyttet til mine dyr – og især et dyr, har sat dybe potespor, i mit hjerte, i mit sind, og endda på min krop, i form af en tatovering.
Da jeg købte Misha, var hun en lille bange hund, der ikke var meget værd.
Hun sad bare over i et hjørne, rystende..
Hun var usikker på sig selv, og bange for omverdenen.
Jeg tog hende op… Med hendes 1,7kg, var hun ikke meget andet end skind og ben.
Misha var dengang 4,5år..
Misha kom til dyrlæge, og her fik hun spået max et år at leve i…
Hun havde en mislyd på hjertet, hun havde stort set ingen tænder, hun var ødelagt psykisk, og hun havde patella på begge bagben.
Misha fik måske kun spået et år, men jeg lovede mig selv, at det sidste år af Mishas liv, skulle være et år, der gjorde hendes liv værd at have levet.
Misha fik opereret begge bagben, og var igennem en lang genoptræningsperiode, men hun havde en fighter vilje, som man kun sjældent ser..
Misha kom sig over operationen, og vi lavede sammen rigtig mange tillidsøvelser.
Og de virkede… Misha fik langsomt opbygget en tillid til mig, og hun troede på at jeg ikke ville lade noget ondt ske hende..
Misha havde dog været vant til at have mange hunde omkring sig, og kunne ikke rigtig leve med at være alene hund, så jeg købte hende en ven…
Cody blev en del af familien, og de 2 elskede hinanden <3
1år nåede at gå, og Misha levede forsat… Og hvad mere utroligt var, så var mislyden på hendes hjerte væk.
Foderskift og daglig motion, havde givet Misha ekstra tid.
Desværre havde Misha været forsømt i de første år af hendes liv, hvilket førte til mange besøg hos dyrlæger.
Men hun kæmpede altid, hendes vilje til at leve sejrede, og sammen flyttede vi 3 sammen med min dejlige kæreste, hvorefter vi fik endnu en hund, og 2 katte.
Misha fik en knude i brystet, hendes øjne begyndte at svigte, og hun havde fået mislyden tilbage på hjertet… Jeg vidste godt at tiden snart ville være inde, og jeg frygtede inderligt, at jeg ikke ville kunne sige farvel, når tiden var.. At jeg ikke kunne træffe den hårde beslutning.
Søndag d. 14 februar i år, vendte tingene dog hurtigt.
Misha begyndte at hoste meget, og vi kørte til vagtdyrlæge.. Dommen var klar, vand i lungerne, grundet hjertefejl.
Misha fik vanddrivende, og hjertemedicin, og det gik fremad.
Indtil tirsdag d. 23. februar…. Misha rystede, og hun rystede hele tiden… Afsted til vagtdyrlæge igen – vandet på lungerne var ikke forsvundet, så hun fik mere vanddrivende….
Onsdag d. 24. februar, står for mig, som det værste minde nogensinde.
Misha rystede forsat… Gnisten i hendes øjne var slukket, min lille engel, var nået til det punkt, hvor hun var klar til at sige farvel.
Selvom jeg havde frygtet denne dag, så var beslutningen overraskende nem, for jeg var ikke i tvivl.
Misha havde kæmpet mange kampe, men allesammen for hendes skyld! – Hvis jeg valgte denne kamp, ville det være for min, og det ville jeg ikke byde hende.
Kunsten er at sige tak i tide, og det gjorde jeg…
Kl. 10 ringede jeg grædende til dyrlægen, og bestilte tid til aflivning…. 1 time senere, altså kl 11, der var hun sovet stille ind.
Jeg havde heldigvis min mor ved min side, og jeg blev ved Misha igennem det hele.
The worst day, of loving someone, is the day, you lose them.
I give up, there is no point, it´s just a distraction, and I can´t….
I can´t do this…
I can´t move on, and I don´t want to…
If that makes me weak, then fine…
I´m weak, but I can´t handle you being gone,
I can´t handle feeling like this anymore.
Jeg var så heldig, at jeg nåede at have Misha i næsten 6,5år – altså 5,5år længere end dyrlægen havde spået hende.
Jeg er glad for og stolt over, den hund hun blev til.
Men jeg savner hende, helt umenneskeligt meget.
Min engel, min soulmate – hvill i fred søde skat <3
Når du mister en, så giv dig selv lov at være i sorg.
Om det varer 1 uge, eller 1år, det er der ingen der skal bestemme.
Det gør ondt, og nogen dage er savnet større end andre.
Det er okay at være ked af det, og det er okay at vise det.
Imens jeg har skrevet alt dette, har tårerne pisket ned af mine kinder.
Så nu vil jeg rette ryggen, og nyde mine andre dyr, og mindes alle de gode stunder, vi nåede at have sammen <3
