Resultat af første del af spørgeskemaet…

Til jer der ikke ved det, så ønskede jeg at belyse forskellen på mænd og kvinder i forbindelse med fertilitetsbehandling – det kommer der en smule af her, samt hvad jeg ellers har fået ud af første del af spørgeskemaet.

Jeg vælger ikke at samle det hele i et indlæg, da indlægget simpelthen vil blive for langt, og for rodet – jeg håber på jeres forståelse.

Jeg fik 80 svar på spørgeskemaet, hvilket jeg slet ikke havde regnet med, så det var rigtig dejligt – tak for det.
Svarene kom fra 70 kvinder og 10 modige mænd 🙂

Ud af alle der har svaret, har 33,7% opnået graviditet, 21,3% har været gravide, men har mistet og 45% har ikke opnået graviditet.

Men kun 57,5% er stadig i behandling.
Her snakker vi mennesker der har kæmpet i op til 10år.
10år, det er den edder fløjtemer lang tid, og dybt umenneskeligt at skulle kæmpe så følelsesmæssig en hård kamp, i så mange år.

Ved spørgsmålet om hvorfor folk ikke længere er i behandling, kom der nogle ret hårde svar, som er emner jeg gerne lige vil tage fat på.

• Sæden virker ikke længere. Her er der jo mulighed for donorsæd, men vi som kvinder må også forstå hvor intimiderende det er for manden.
  Ikke nok med at han skal sluge stoltheden ved ikke selv at kunne, så skal han også leve med det faktum, at han ikke er biologisk far, og uanset hvad, så er det en stor kamel at sluge.
  Giv ham tid, snak med ham, og accepter hans følelser omkring det – husk det er en kamp i kæmper sammen <3
• Man har mistet, og kan ikke holde til kampen mere.
  Ja, her står vi jo selv, så det er om noget et emne jeg kender til, og hvor er det bare vigtigt man lytter til hinanden i denne situation.
  Hos os er det faktisk mig der ikke har lyst til at genoptage behandlingen, og jeg er lykkelig for at min mand støtter mig – også selvom han ikke har det på samme måde <3
• Alderen har indhentet en.
  Ja, når man er 40år, så lukker det offentlige for at man kan få behandling, og herefter er det egen betaling på privat klinik.
  Her skal man nok overveje hvor meget man har været igennem allerede, og om det kan betale sig – jeg ved personligt ikke hvad jeg selv ville vælge, for det må virkelig være hårdt.
• Økonomi.
  Ja, om man skal på privat klinik, eller videre til adoption, så er det bare alt for dyrt, og jeg synes det er så ærgerligt at nogen skal vælge at stoppe kampen pga økonomi.
  Specielt synes jeg at adoptions priserne er helt hen i vejret – her gør man jo altså også en kæmpe forskel, for et lille barn <3
• Kampen er blevet for hård/stress…
  Burde der i virkeligheden være mere hjælp at hente, i forbindelse med behandling?
  Burde vi selv være bedre til at søge hjælp, for at få bearbejdet de svære følelser der følger med?
• Skilsmisse/gået fra hinanden.
  Da vi startede i insemination kan jeg huske at vores gynækolog sagde, at ikke alle par ville klare at være i behandling, men at de par der gik fra hinanden, nok alligvel ville nå det punkt på et tidspunkt.
  Om det er rigtigt eller forkert ved jeg ikke, og uanset hvad, så synes jeg det er en umenneskelig del af det at være i behandling, at det virkelig tager så hårdt på en, og på parforholdet, så nogen når til det punkt, hvor de føler de er nødt til at gå fra hinanden.
  Dog lagde jeg mærke til en detalje, som måske kan være væsenlig her: i 88,8% af besvarelserne var parterne enige om at gå i behandling – i 11,2% af dem, var det kvindens valg.
  Jeg tænker umiddelbart ikke at det er en rar ting at få trukket ned over hovedet?!
• Øget vægt, grundet hormoner…
  Igen, burde der måske være mere hjælp at hente?
  Jeg tog også på, da jeg fik hormoner, og jeg ved ærligt ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes for at undgå det, så jeg synes det er et punkt, som der burde være fokus på.

De fleste af jer skriver at i er ret åbne omkring det, men alligevel er der en del der forsat holder kortene tæt på kroppen, og i mange af tilfældene mænd.

Skal vi tolke ud fra det at mænd ikke har et ligeså stort behov for at dele deres følelser?
Det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om.

Men der er også kvinder der synes det er pinligt, og nedværdigende at være i behandling, men burde vi ikke prøve at bryde tabuet? Fortælle omverdenen hvor hårdt det rent faktisk er, og tage imod den hjælp og støtte som vi kan få udefra?

Jeg takker endnu engang alle jer modige mennesker der har svaret, og ser frem til at danne mig et overblik over resten af svarene.

De bedste hilsner
Tumle <3