Mobning og selvmord…

Har du set “Døde piger lyver ikke” på netflix? – Ellers synes jeg du skal se den.
– Har du ikke set den, vil jeg lige advare om at jeg i dette indlæg, kan komme med spoilere 😉

Da jeg havde set serien, var det engenligt ikke min mening at skrive om den – det er der så mange andre der har gjort, så jeg følte ikke det var nødvendigt.

Dog sad jeg lige og læste en andens blog, hvor serien bliver “skudt ned”.
– Man mener ikke den er troværdig, fordi man på intet tidspunkt ser hvor skidt Hannah har det.
– Man mener ikke at selvmordsscenen er troværdig.
– Man mener ikke at de næres reaktioner er troværdig, og specielt forældrenes da de finder hende.
– Og man mener bestemt ikke at det Hannah er udsat for, er grund til at begå selvmord.

Lad os starte med at slå én ting fast; Selvmord er ALDRIG den nemme løsning.
– Selvmord kommer, når et menneske ikke kan se en anden udvej.

Jeg er enig i at mange af de ting Hannah oplever, sker for mange, og havde episoderne stået alene, havde de med garanti heller ikke drevet hende til selvmord – men man kan ikke bare tage de forskellige episoder ud, og analysere dem alle hver for sig, man er nødt til at se det som en helhed, og jeg ved ikke hvor mange af jer der kan huske hvordan det er at være teenager, snot forvirret, med hormonerne kørende med 120km/t?
Jeg kan! Og jeg kan også huske hvordan det er at blive mobbet.

Jeg var en af de heldige – mine forældre opfangede mine signaler, og jeg kom på efterskole, hvilket ændrede det hele for mig.
– Spørg du mine mobbere i dag, så synes de nok ikke at det de bød mig var særlig slemt, men det var det, for MIG!
I virkeligheden handler det jo ikke om hvad andre synes, men om hvad mobbeofret føler, og det kan aldrig være til diskussion – følelser kan vi ikke ændre, men vi kan ændre den måde vi behandler andre mennesker på.

Jeg synes at serien sætter et godt fokus på, at selv de små ting kan være med til at bægeret flyder over.
At vi ikke ser hvor skidt Hannah har det, er måske korrekt, hvis man ikke ved hvad man skal kigge efter, men mennesker er rigtig gode til at gemme sig bag en facade, og være stærke til det sidste, og det er måske i virkeligheden også vigtigt at huske på, i vores omgang med andre mennesker.

Nu har jeg arbejdet i psykiatrien, og jeg må indrømme at der er faresignaler i Hannahs opførsel.
Hun prøver faktisk også at søge hjælp, og åbne op, men bliver set som “krævende”, “drama queen” og en der gerne vil være i fokus.
Hannah ser generelt tingene meget sort/hvidt; enten er det rigtig godt, eller også er det rigtig skidt – der er ikke noget der bare er okay.
Og allerede her er der et faresignal om at noget er galt.

Episoden med vejlederen på skolen viser tydeligt hvor vigtigt det er, at vores lærere, vejledere, pædagoger osv., bliver bedre uddannet i at se signalerne – Hannah fortæller vejlederen meget klart at hun ønsker det hele stopper, og han lader hende alligevel gå.
Her skulle situationen have været håndteret meget mere professionelt, men jeg er sikker på det er en meget god afspejling af virkeligheden, for hvor mange ved i virkeligheden hvornår de skal sætte ind?

Forældrenes reaktion da de finder Hannah i badekarret, ER troværdig.
De går i chok – og her reagerer alle forskelligt.
Kender du til at gå i chok?
Ellers vil jeg bede dig om at læse om det her!

Det her er mine tanker om en serie, der hjælper til at sætte rigtig mange ømme punkter i fokus.
– Vær gode mod hinanden, lyt til hinanden, vær der for hinanden <3

De bedste hilsner
Tumle <3