Kampen mod ufrivillig barnløshed.

Det jeg i virkeligheden ikke ville dele med jer.

Så er jeg klar herinde igen – jeg har skulle gøre op med mig selv, hvor meget jeg i virkeligheden ville dele med jer, og hvor meget jeg ville holde for mig selv – og det jeg er kommet frem til er, at det virkelig hjælper mig at vide at jeg ikke er alene i verden, og derfor vil jeg også rigtig gerne dele mine tanker og følelser med jer – for måske i også trænger til at vide at i ikke er alene.

Lidt forhistorie.

For snart 4år siden gik vi i gang med projekt baby – vi vidste godt at vi skulle have hjælp, da jeg har meget svær PCOS, men vi var alligevel overbeviste om, at når først vi fik hjælp, så ville det selvfølgelig lykkedes, og derfor gik vi meget optimistiske ind i forsøgene med insemination.
– Efter 5 mislykkedes forsøg, måtte vi dog sande at så nemt skulle det ikke gå, og vi blev henvist videre til reagensglas – og her startede den hårdeste kamp i vores liv så.

Hospitalsbesøg flere gange om ugen, skulle stikke sig selv i maven, negative tests, overstimulering, ægudtagning, ægoplægning og en helvedes masse skuffelser.

Sexlivet var ikke længere eksisterende, og det føltes som om at der skete en blanding af at vi kom tættere på hinanden, og samtidig røg så langt fra hinanden.

December 2015, ENDELIG lykkedes det – den positive test, og den positve blodprøve – desværre var tallene bare ikke høje nok.
Flere blodprøver blev taget, og pludselig skete miraklet – tallene steg som de skulle, og vi skulle bare have en sidste kontrol blodprøve, før de ville slippe os.
2 dage senere begyndte jeg at bløde, og vi vidste godt at løbet var kørt.
Vi knækkede mentalt – og her træf vi en beslutning om at vi ville holde pause fra behandlingen – bare et halvt år, en pause hvor vi ville finde hinanden igen, og huske på hvorfor vi var sammen.

Tiden efter – skulle vi blive sammen?

Når man har været igennem sådan et forløb, der nærmest stjæler al intimitet, og hvor stort set det eneste fokuspunkt er projekt baby, kan det nok ikke undgås at man på et tidspunkt føler at man er mere venner end kærester, men på et eller andet tidspunkt lykkedes det os, med hårdt arbejde, at kæmpe os tilbage (og det er jeg LYKKELIG for).

Desværre havde jeg igennem forløbet taget 20kg på (ja, de hormoner er sindssygt hårde for kroppen) – 20kg, som nu skulle smides igen.

Desværre er det bare sådan at et vægttab kræver mentalt overskud – et overskud der udelukkende blev brugt på at arbejde for vores forhold.

Det halve år gik – vi var ikke klar.

Vi havde faktisk slet ikke lyst til at starte op i behandling igen – og nu, 2 år efter, er vi først der hvor vi så småt er klar.

Nu skal de kg jeg tog på bare smides, og jeg er heldigvis godt i gang, og har været det siden 2. januar.
– 4,1kg er smidt, og vi tæller ned.

Vi glæder os faktisk ikke til at gå i gang igen, men uret tikker – jeg runder snart de 31år, så vil vi have ønske babyen, så er det snart.

Heldigvis er vi der hvor vi er afklaret med, hvis det ikke sker – dermed ikke sagt at det ikke bliver usandsynligt hårdt, hvis det bliver en realitet, men vi ved at det måske er en del af vores skæbne, og det er ok.

Men for nu, der vil vi kæmpe for drømmen – vi vil i hvert fald bruge de sidste 4 fryseæg vi har, også må vi se.

Til alle jer seje par derude, der kæmper samme kamp; Husk hinanden!
– Og tag en pause fra behandlingen, hvis i føler i glider fra hinanden.

For os var en pause det eneste rigtige – projekt baby er et fælles projekt, med den partner man elsker, og forhåbentlig har i sinde at tilbringe resten af sit liv med, derfor er ens forhold nødt til at komme i første række <3

Så for nu, vil jeg fokusere på mit vægttab, og nyde mit forhold.
Kun jeg (og Kristian) kunne ændre vores forhold, og vi gjorde det.
Nu er det min tur til at ændre min vægt, og det har jeg så sandelig i sinde at gøre.

Tak for du læste med.

De bedste hilsner
Tumle <3