Om det at være ufrivillig barnløs, og have venner med børn.

I går var vi hjemme hos en af mine efterskoleveninder, som jeg har været så heldig at have i mit liv, i 14år.. Sikke tiden går 😀 ..

Min søde efterskoleveninde har en fantastisk mand, og nogle virkelig skønne børn, og det var virkelig dejligt at være derhjemme, hvilket sker alt for sjældent 🙁 ..

På et tidspunkt siger min veninde: “Det var rigtig svært at være glad, da jeg skulle fortælle dig at jeg var gravid igen, når jeg ved hvilken kamp i kæmper”….
Hmmmm.. Ja, tanken er jo sød, men jeg ønsker ikke at vores venner med børn, trækker sig fra os – tværtimod…

Der opstår lidt en kløft imellem os, og vores venner med børn, hvis vi ikke passer på..
Og er det i virkeligheden det vi ønsker? – Det er det i hvert fald ikke herhjemme.

Vi ELSKER vores venners børn, det gør vi. Men med det sagt, så er der tider, der er sværere end andre.
Jeg har valgt at spørger nogle med børn, hvordan det er at have venner der er ufrivilligt barnløse.
Og jeg har ligeledes spurgt nogle ufrivilligt barnløse, hvordan det er at have venner med børn, så her kommer den hudløse ærlighed, fra både os, men også de andre modige mennesker, der gav deres mening til kende <3

Det skal folk med børn vide, når de har venner der er ufrivilligt barnløse:

• Vi ved ikke OM det nogensinde vil lykkes os, at få vores drømmebarn.
  Vi har ikke brug for at få at vide, at vi bare skal slappe af, og lade vær med at tænke på det, for så kommer det af sig selv.
  Hmmm, ja, jo, men dét har vi jo prøvet. Nu er vi i behandling… Når vi flere gange om ugen skal op og ligge med fødderne i stængerne på fertilitetsklinikken, når vi skal stikke os selv i maven hver eneste dag, og når ens cyklus bliver styret udelukkende af hormoner, OG vi går igennem enten insemination, eller reagensglas behandling, så KAN vi altså ikke lade vær med at tænke på det længere.
  Og nej, det sker højst sandsynligt ikke af sig selv!
• Trøstende ord som “Det skal nok gå”, eller sætninger som “Hvis det ikke lykkedes, så må I jo finde på noget andet”, skal I passe på med.
  Vi ved godt at i prøver at trøste os, dét er vi helt klar over, men hvad er det præcist der nok skal gå? Hvad er det for noget andet vi skal finde på? – Hvis I vil prøve at trøste os, så er I nødt til at have tænkt den lidt længere ud, for hvis ens største ønske er at få børn, og man ikke ved om det nogensinde lykkes, så føles det ikke som om det nok skal gå.
  Og med at finde på noget andet, tænker I som regel på adoption. Og det punkt når mange af os også til, og vi vil helt sikkert også komme til at elske vores børn, selvom de er adopteret, men det vil jo aldrig give os lykken ved at have opnået en graviditet, og selv sætte vores børn til verden.
  Derudover så skal I vide hvor dyrt det er at adoptere, og hvor svært det er..
  Det er en proces der tager flere år, og mange af os kæmper også mod alderen, fordi vi i forvejen har kæmpet så længe.
• Mange af jer tror at vi der er ufrivilligt barnløse, er kede af det/jaloux/frustreret over at I har børn. Det er de fleste af os IKKE. Vi er kede af det på vores egne vegne, men vores sorg bliver ikke større, af at I er lykkelige.
  De fleste af os nyder faktisk at få lov at være sammen med jeres børn.
  Og i det I er vores venner, så holder vi jo af jer, og ønsker på ingen måde at I skal det samme igennem som os – det ønsker vi faktisk ingen gang for vores værste fjender.
  Ja, vi kan få et stik i hjertet, men det gør ikke at I ikke skal fortælle os den glædelige nyhed når I står med en positiv test, og det gør heller ikke at I ikke skal invitere os til at komme og se det nyfødte vidunder.
  Inddrag os, men lad vær med at snakke om graviditet, børn og bleer hele tiden, for dét kan godt blive trættende, idet vi føler os hægtet af, og ikke ved om vi nogensinde kommer til at opleve det.
• Lad vær med at fortælle os at livet først giver mening, når man har fået børn. Den er ond at smide i hovedet på os, for når vi selv kæmper, og ikke ved om vi nogensinde får børn, er vores liv så meningsløst?
• Nogen gange vælger vi at se vores venner uden børn, mere end vi ser jer med børn. Det er ikke fordi vi ikke kan lide jer længere, men det er en ufrivillig tilbagetrækning, som vi nogen gange har behov for, når kampen gør lidt for ondt. Tag det ikke personligt, og giv os tid – vi skal nok komme tilbage igen, lige på det tidspunkt, har vi bare brug for at passe på os selv.
• Lad vær med at brokke jer til os. I skal ikke fremhæve de negative ting ved at have børn, og samtidig sige at vi er heldige ikke at have børn, fordi vi stadig kan sove igennem, gøre hvad der passer os, og ikke har oplevet hormon helvedet, ved en graviditet.
  Vi vil med glæde bytte med jer, og vi er IKKE heldige.
  Derudover, så var DU gravid i 9 måneder, jeg har været på hormoner, stort set uafbrudt i flere år, og de fucker altså også en op. VORES mænd er helte, for de holder os ud, og kæmper kampen sammen med os.
  Søvnløse nætter, siger du… De fleste af os er stressede af behandlingen, og har mange søvnløse nætter, grundet de millioner af tanker, som man naturligt får, i sådan et forløb.
• Gode råd for at opnå graviditet? Dem vil vi ikke høre… Vi har nok prøvet samtlige gode råd, inden vi valgte fertilitetsbehandling.

 

Også tager vi modsatte grøft… Må indrømme at det var en øjenåbner for mig personligt, at bede mine venner med børn, om at sætte ord på, hvordan det er at være venner med os, som er ufrivilligt barnløse – men jeg har lovet jer hudløs ærlighed, og derfor skal dette os med.

Hvad ufrivilligt barnløse skal vide, når de har venner med børn:

• Folk med børn er bange for at sige ting der sårer os.
  De tør ikke brokke sig over alle bleskiftene, og hvad der ellers følger med, fordi de er bange for at virke utaknemmelige.
• De er bange for at udvise for meget lykke omkring deres børn, fordi de ved at det er det vi i øjeblikket ønsker os allermest, men som vi indtil nu ikke har kunne opnå.
  Så selvom os der er ufrivilligt barnløse ikke altid viser det, så kan vores venner med børn ikke lade vær med at frygte, at vi får ondt indeni, når vi er sammen med dem.
• Folk med børn beundrer os for at kunne være glade på andres vegne, over den lykke de har med de børn, som de har været så heldige at få, men de ved ikke altid hvad de skal sige eller snakke om, for de ved ikke rigtig hvor grænsen går, så de ikke siger noget der sårer os.
  Det er hårdt for dem ikke at kunne sætte sig i vores situation, for de føler at de ikke kan vise den hensyn og forståelse, som de synes vi fortjener.
  De ved ikke hvornår det er okay at snakke om ting, omkring deres børn, så på trods af at de ønsker at dele alt med os, så føler de ikke at de kender grænserne, og de føler at de grænser kan variere fra dag til dag.
  De føler at de ser hjælpeløst til, uden at kunne hjælpe os, og for dem er det rigtig hårdt at vide, at det der kommer så nemt til dem, er en kæmpe kamp for os, som de jo holder af, og at det er en kamp vi må kæmpe alene, og det er rigtig svært for dem ikke at kunne hjælpe os i den kamp vi kæmper.
  De ønsker kun at vi skal være lykkelige, og ønsker derfor ikke at bore i vores ulykke, ved at fortælle omkring deres egne oplevelser med deres børn.
• De ved ikke hvordan de skal fortælle os om opnået graviditet, for de ved at selvom vi bliver glade, så vil vi også få en følelse af sorg.
• De har det svært ved ikke at snakke om deres børn hele tiden, da deres tanker og tale vender tilbage dertil konstant. De ved at vi holder af deres børn, men de ved også at det ikke er et emne vi gider snakke om hele tiden. De frygter hver gang vi har været sammen, at vi ikke har hygget os, men kun har ladet som om.
• De er ikke følelseskolde overfor os. Der er så mange ting de gerne vil sige og gøre for os, men de ved ikke hvad, og de ved ikke hvordan.

For mig har det her været en kæmpe øjenåbner.
Der er en grøft imellem os der er ufrivillige barnløse, og vores venner med børn, og denne grøft kan vi kun gøre noget ved, ved at være ærlige overfor hinanden.

Fortæl åbent hvordan DU har det den pågældende dag, for kun på den måde, kan vi tage hensyn til hinanden.

Et venskab går begge veje, men en ting jeg bed meget mærke i, da jeg læste alle de svar jeg fik, er at folk der er ufrivillige barnløse, hele tiden havde sig selv i fokus. Vi ser os selv som et offer… Et offer, som vores venner med børn skal tage hensyn til.
Dette er ikke skrevet nedværdigende overhovedet, for igen, vi kender selv kampen, og jeg ved hvor hårdt det er, at kæmpe for noget, man ikke ved om kommer til at ske.

Men så se vennernes svar, de der har børn. De vil gøre alt i deres magt, for at tage hensyn til os.
De frygter at såre os – men ender de i virkeligheden ikke med at blive en smule overset?
Burde vi ikke også tage hensyn til dem, og være glad for deres lykke? – Og samtidig forstå at det at blive forældre er det største i verden, men samtidig også er hårdt? – Og det har de jo lov at synes, og fortælle deres venner om…. og deres venner, det er OS!

Venskab går begge veje, støt hinanden, ligemeget hvad i går igennem.
Jeg vil i hvert fald gøre mit for, at mine venner forstår vores situation, men jeg vil også gøre mit, for at spørger ind til mine venners børn – for det ER dejlige børn, som vi er så heldige at få lov at bruge tid sammen med <3

De bedste hilsner
Tumle <3