Håb er det eneste der er stærkere end frygt..

Kender I det – I har et menneske i jeres liv, der inspirere jer på alle mulige måder?
– En veninde, der bare har et svar på alt, og som du faktisk nogen gange er bange for at spørger til råds, fordi hendes løsninger typisk er irriterende nemme – og alligevel så rigtige?
– En veninde, der tør skubbe til dine grænser, og lege med dit sind, så du tør skubbe til dine holdninger, din tro, og ikke mindst, din frygt?

Sådan en veninde er jeg så heldig at have i mit liv – og I er så heldige, så denne veninde også blogger, og jeg synes især I skylder jer selv at læse hendes sidste blogindlæg, der handler om hvor vores begrænsninger kommer fra..
– Det er virkelig et godt redskab hun kommer med i dette indlæg – et redskab jeg selv har brugt rigtig meget.

Du finder indlægget her! 🙂

Hvad mener jeg så om hendes idé om at vores eneste begrænsning, er den vi laver i vores hoved?

Jeg mener personligt at der selvfølgelig kan være udefrakommende faktorer, som vi ikke er herre over, der kan spille ind – men jeg mener også at de fleste ting kan løses, hvis vi tør at tænke ud af boksen.

Jeg vil her komme med et eksempel fra mit eget arbejdsliv – et arbejdsliv, præget af modstand, men som alligevel har ført mig til min drømmestilling.
– Vejen har været snoet, og fuld af bump, og uden mit håb og min tro på mig selv, så var jeg ikke kommet så langt.
Og bevares – tit må vores håb understøttes af menneskerne omkring os, og det er også helt okay, så længe de mennesker skubber os, i stedet for at holde os tilbage – for nogen gange er det eneste vi har brug for, for at turde, dét at vi ved at vi har nogen bag os.

I 2010 gik jeg ned med en depression, udløst af stress.
Indtil da havde min holdning været at kun svage mennesker fik stress og depression, og derfor så jeg jo selvsagt mig selv som svag.
Faktum er bare, at det ikke er sådan det hænger sammen, og det tror jeg alle der selv har haft de lidelser, eller kender andre der har, vil nikke genkendende til.

På det tidspunkt kørte jeg med 140km/t.
Jeg arbejdede 12 timers vagter, skiftende dag & nat – og jeg arbejdede typisk 48-72 timer om ugen.
Derudover var jeg i et skod forhold – jeg siger ikke at manden var skod, for det var han ikke – men vores forhold var ret turbulent, og jeg tror ikke jeg lyver, hvis jeg siger at ingen af os var lykkelige.

Ved stress er der som regel 3 parametre der spiller ind:
– Arbejde
– Familie
– Fritid

Arbejdet kan sagtens være stressende, uden det påvirker os synderligt, hvis blot familielivet og fritidslivet går op i en højere enhed – men er der blot en af de to, der ikke spiller, samtidig med at arbejdet er stressende, så begynder vi at få problemerne.
– Dette skal jeg nok komme nærmere ind på, i et andet indlæg.

Nå, men jeg ender med at gå fra denne her mand – og jeg flytter ind til min far, indtil jeg kan få min egen lejlighed.
– Her fik jeg ikke et skub, men jeg havde en åben dør – et sikkerhedsnet, i form af min far.
Havde jeg ikke haft det, havde jeg højst sandsynligt stadig været i forholdet – og derfor er det så vigtigt med et ordenligt bagland.

Depressionen rasede op og ned i 2,5år, med gentagende sygemeldingsperioder, en fyring osv.
Jeg omtaler det tit som “2,5år i helvede”, og det var det virkelig. – Det vil også blive beskrevet i et nyt indlæg.

Depressionen førte til at jeg fik socialangst, jeg kunne ikke længere gå op og handle, eller være sammen med for mange mennesker.
Her hørte jeg for første gang om de redskaber, som jeg har linket til ved min venindes blog.
Det var min psykolog der kom med redskaberne – og hver gang jeg begyndte at mærke angsten, skulle jeg se om jeg kunne stoppe den, ved at tænke rationelt:
“Hvad er det værste er kan ske”?
“Hvad gør du, hvis det sker”?

Det er ikke bare lige sådan, at vende sit eget mindset, og der skal rigtig mange forsøg til, og det er noget man virkelig skal arbejde intenst med.

Men faktum er at jeg på et tidspunkt alligevel får søgt job i en vuggestue – et halvårigt vikariat på 20 timer om ugen – hvilket på det tidspunkt var mere end rigeligt.

Den første dag jeg skulle på arbejde i vuggestuen, står jeg uden for bag en hæk, og bryder fuldstændig sammen.
Jeg ringer til min mor, grædende – jeg kan ikke gå ind, angsten har taget over.
– Og her kommer igen det før omtalte skub – min mor får overbevist mig om at jeg godt kan gå ind, jeg skal nøjes med at fokusere på børnene, og at jeg altid kan gå igen, hvis jeg ikke holder det ud.
Min mor blev mit håb, og min tro på mig selv – hvis hun troede på mig, så kunne jeg også tro på mig selv.

Halvvejs igennem min ansættelse, bestemmer jeg mig for at søge ind på social og sundhedshjælper uddannelsen.
Jeg bliver optaget – og gudskelov kender min storebror 2 der også skal gå der, så jeg kan følges med dem.
For var der noget der kunne tricke min angst, var det at være alene i større forsamlinger.
Uden min brors hjælp, og de 2 fantastiske kvinder, var jeg nok aldrig kommet i gang – nu blev de mit sikkerhedsnet.

Første gang vi skulle fremlægge brød jeg helt sammen – det, at skulle stå foran en hel flok fremmede mennesker og snakke, blev for meget.
Min underviser var skøn, og sagde at jeg ikke behøvede at være med i fremlæggelsen, men så blev jeg alligevel stædig – hvis ikke jeg kunne gennemføre på lige vilkår med alle andre, så ville jeg slet ikke gennemføre – jeg gav pludselig mig selv det skub, som jeg havde brug for, og pludselig gik det op for mig at JEG havde styr på mine tanker, jeg kunne rent faktisk kontrollere frygten.

Med skælvende stemme, og tåre i øjnene, fik jeg fremlagt, og jeg fik gennemført uddannelsen med et snit på 10,6 – wuhuuu!

Desværre ville skæbnen at jeg i min sidste praktik kørte galt, og fik et piskesmæld – et piskesmæld der gjorde at jeg vidste at jeg ikke kunne holde til at arbejde som social og sundhedshjælper – det er simpelthen for fysisk hårdt!
Kan du huske mit indlæg om livet med kroniske smerter? Ellers kan du læse det her! 🙂

Grundet piskesmældet valgte jeg at søge direkte videre på social og sundhedsassistent uddannelsen, og her fandt jeg for alvor mit kald.
Men jeg levede jo stadig et liv med daglige stærke smerter, og måtte derfor bede om hjælp i sidste praktik – jeg kunne simpelthen ikke køre fuldtid i hjemmeplejen, og jeg kunne ikke have mega tunge borgere.
Her blev uddannelseskoordinatoren i min kommune min redning – hun fandt en løsning, og jeg kunne fuldføre min uddannelse – hvilket jeg gjorde med bravour, og kom ud med et gennemsnit på 11,0 – og JA, det er jeg fanme stolt af! 😀

Siden har jeg arbejdet på psykiatrisk sengeafsnit, i privat hjem med børn, og sidder nu som planlægger i hjemmeplejen, hvilket jeg elsker!

Derudover bor jeg sammen med min skønne mand, og alle vores dyr, i vores eget rækkehus.

Havde nogen i 2010 sagt til mig at det var her jeg ville stå, 7år senere, havde jeg sagt de var fulde af løgn.

Hvordan nåede jeg så hertil?
– Først og fremmest, så turde jeg spørger om hjælp, og jeg turde at bruge de sikkerhedsnet jeg havde omkring mig, jeg arbejdede intenst med mig selv, og mine begrænsninger og vigtigst af alt, så holdt jeg fast i håbet og troen på at det kunne lade sig gøre.
Også da håbet blev minimalt…

Så tro på dig selv, uanset din situation, så kan du vende den – du skal bare finde de rigtige muligheder, og gribe dem!
Tro ikke at nogen servere et let liv for dig, men bevar håbet om at dine drømme kan blive virkelige – kun på den måde, kan du vinde over frygten.

De bedste hilsner
Tumle <3