Har du nogensinde haft en drøm?
Ikke bare en lille drøm, men en drøm der virkelig fylder meget, og som overskygger alt andet?
Sådan en drøm har jeg!
Jeg har drømmen om at blive selvstændig, men fra drøm til virkelighed er der virkelig langt – og især springet, hvor man vælger at droppe sit faste job, er svært.
For hvad hvis det ikke lykkes?
Jeg er uddannet social og sundhedsassistent, og har heldigvis et stort sikkerhedsnet der, for det vil stort set altid være muligt for mig at få vikarvagter, hvilket selvfølgelig giver en sikkerhed.
Uden mit sikkerhedsnet, er jeg ikke sikker på at jeg havde turde – vi har jo eget hus, bil, dyr osv., så pengene skal jo ind.
Det der virkelig gav mig skubbet, var at det job jeg havde, ikke var det rigtige for mig, så der havde jeg lige det sidste skub, og nu er jeg i gang!!! 😀
Der vil komme meget mere om mit eventyr senere – lige nu ville jeg bare råbe det til hele verden – jeg glæder mig virkelig til at se hvor det her fører mig hen, og jeg håber i vil følge med <3
Kender I det – I har et menneske i jeres liv, der inspirere jer på alle mulige måder?
– En veninde, der bare har et svar på alt, og som du faktisk nogen gange er bange for at spørger til råds, fordi hendes løsninger typisk er irriterende nemme – og alligevel så rigtige?
– En veninde, der tør skubbe til dine grænser, og lege med dit sind, så du tør skubbe til dine holdninger, din tro, og ikke mindst, din frygt?
Sådan en veninde er jeg så heldig at have i mit liv – og I er så heldige, så denne veninde også blogger, og jeg synes især I skylder jer selv at læse hendes sidste blogindlæg, der handler om hvor vores begrænsninger kommer fra..
– Det er virkelig et godt redskab hun kommer med i dette indlæg – et redskab jeg selv har brugt rigtig meget.
Hvad mener jeg så om hendes idé om at vores eneste begrænsning, er den vi laver i vores hoved?
Jeg mener personligt at der selvfølgelig kan være udefrakommende faktorer, som vi ikke er herre over, der kan spille ind – men jeg mener også at de fleste ting kan løses, hvis vi tør at tænke ud af boksen.
Jeg vil her komme med et eksempel fra mit eget arbejdsliv – et arbejdsliv, præget af modstand, men som alligevel har ført mig til min drømmestilling.
– Vejen har været snoet, og fuld af bump, og uden mit håb og min tro på mig selv, så var jeg ikke kommet så langt.
Og bevares – tit må vores håb understøttes af menneskerne omkring os, og det er også helt okay, så længe de mennesker skubber os, i stedet for at holde os tilbage – for nogen gange er det eneste vi har brug for, for at turde, dét at vi ved at vi har nogen bag os.
I 2010 gik jeg ned med en depression, udløst af stress.
Indtil da havde min holdning været at kun svage mennesker fik stress og depression, og derfor så jeg jo selvsagt mig selv som svag.
Faktum er bare, at det ikke er sådan det hænger sammen, og det tror jeg alle der selv har haft de lidelser, eller kender andre der har, vil nikke genkendende til.
På det tidspunkt kørte jeg med 140km/t.
Jeg arbejdede 12 timers vagter, skiftende dag & nat – og jeg arbejdede typisk 48-72 timer om ugen.
Derudover var jeg i et skod forhold – jeg siger ikke at manden var skod, for det var han ikke – men vores forhold var ret turbulent, og jeg tror ikke jeg lyver, hvis jeg siger at ingen af os var lykkelige.
Ved stress er der som regel 3 parametre der spiller ind:
– Arbejde
– Familie
– Fritid
Arbejdet kan sagtens være stressende, uden det påvirker os synderligt, hvis blot familielivet og fritidslivet går op i en højere enhed – men er der blot en af de to, der ikke spiller, samtidig med at arbejdet er stressende, så begynder vi at få problemerne.
– Dette skal jeg nok komme nærmere ind på, i et andet indlæg.
Nå, men jeg ender med at gå fra denne her mand – og jeg flytter ind til min far, indtil jeg kan få min egen lejlighed.
– Her fik jeg ikke et skub, men jeg havde en åben dør – et sikkerhedsnet, i form af min far.
Havde jeg ikke haft det, havde jeg højst sandsynligt stadig været i forholdet – og derfor er det så vigtigt med et ordenligt bagland.
Depressionen rasede op og ned i 2,5år, med gentagende sygemeldingsperioder, en fyring osv.
Jeg omtaler det tit som “2,5år i helvede”, og det var det virkelig. – Det vil også blive beskrevet i et nyt indlæg.
Depressionen førte til at jeg fik socialangst, jeg kunne ikke længere gå op og handle, eller være sammen med for mange mennesker.
Her hørte jeg for første gang om de redskaber, som jeg har linket til ved min venindes blog.
Det var min psykolog der kom med redskaberne – og hver gang jeg begyndte at mærke angsten, skulle jeg se om jeg kunne stoppe den, ved at tænke rationelt:
“Hvad er det værste er kan ske”?
“Hvad gør du, hvis det sker”?
Det er ikke bare lige sådan, at vende sit eget mindset, og der skal rigtig mange forsøg til, og det er noget man virkelig skal arbejde intenst med.
Men faktum er at jeg på et tidspunkt alligevel får søgt job i en vuggestue – et halvårigt vikariat på 20 timer om ugen – hvilket på det tidspunkt var mere end rigeligt.
Den første dag jeg skulle på arbejde i vuggestuen, står jeg uden for bag en hæk, og bryder fuldstændig sammen.
Jeg ringer til min mor, grædende – jeg kan ikke gå ind, angsten har taget over.
– Og her kommer igen det før omtalte skub – min mor får overbevist mig om at jeg godt kan gå ind, jeg skal nøjes med at fokusere på børnene, og at jeg altid kan gå igen, hvis jeg ikke holder det ud.
Min mor blev mit håb, og min tro på mig selv – hvis hun troede på mig, så kunne jeg også tro på mig selv.
Halvvejs igennem min ansættelse, bestemmer jeg mig for at søge ind på social og sundhedshjælper uddannelsen.
Jeg bliver optaget – og gudskelov kender min storebror 2 der også skal gå der, så jeg kan følges med dem.
For var der noget der kunne tricke min angst, var det at være alene i større forsamlinger.
Uden min brors hjælp, og de 2 fantastiske kvinder, var jeg nok aldrig kommet i gang – nu blev de mit sikkerhedsnet.
Første gang vi skulle fremlægge brød jeg helt sammen – det, at skulle stå foran en hel flok fremmede mennesker og snakke, blev for meget.
Min underviser var skøn, og sagde at jeg ikke behøvede at være med i fremlæggelsen, men så blev jeg alligevel stædig – hvis ikke jeg kunne gennemføre på lige vilkår med alle andre, så ville jeg slet ikke gennemføre – jeg gav pludselig mig selv det skub, som jeg havde brug for, og pludselig gik det op for mig at JEG havde styr på mine tanker, jeg kunne rent faktisk kontrollere frygten.
Med skælvende stemme, og tåre i øjnene, fik jeg fremlagt, og jeg fik gennemført uddannelsen med et snit på 10,6 – wuhuuu!
Desværre ville skæbnen at jeg i min sidste praktik kørte galt, og fik et piskesmæld – et piskesmæld der gjorde at jeg vidste at jeg ikke kunne holde til at arbejde som social og sundhedshjælper – det er simpelthen for fysisk hårdt!
Kan du huske mit indlæg om livet med kroniske smerter? Ellers kan du læse det her! 🙂
Grundet piskesmældet valgte jeg at søge direkte videre på social og sundhedsassistent uddannelsen, og her fandt jeg for alvor mit kald.
Men jeg levede jo stadig et liv med daglige stærke smerter, og måtte derfor bede om hjælp i sidste praktik – jeg kunne simpelthen ikke køre fuldtid i hjemmeplejen, og jeg kunne ikke have mega tunge borgere.
Her blev uddannelseskoordinatoren i min kommune min redning – hun fandt en løsning, og jeg kunne fuldføre min uddannelse – hvilket jeg gjorde med bravour, og kom ud med et gennemsnit på 11,0 – og JA, det er jeg fanme stolt af! 😀
Siden har jeg arbejdet på psykiatrisk sengeafsnit, i privat hjem med børn, og sidder nu som planlægger i hjemmeplejen, hvilket jeg elsker!
Derudover bor jeg sammen med min skønne mand, og alle vores dyr, i vores eget rækkehus.
Havde nogen i 2010 sagt til mig at det var her jeg ville stå, 7år senere, havde jeg sagt de var fulde af løgn.
Hvordan nåede jeg så hertil?
– Først og fremmest, så turde jeg spørger om hjælp, og jeg turde at bruge de sikkerhedsnet jeg havde omkring mig, jeg arbejdede intenst med mig selv, og mine begrænsninger og vigtigst af alt, så holdt jeg fast i håbet og troen på at det kunne lade sig gøre.
Også da håbet blev minimalt…
Så tro på dig selv, uanset din situation, så kan du vende den – du skal bare finde de rigtige muligheder, og gribe dem!
Tro ikke at nogen servere et let liv for dig, men bevar håbet om at dine drømme kan blive virkelige – kun på den måde, kan du vinde over frygten.
Året hedder 2010, jeg bor sammen med min daværende kæreste, og vores 2 hunde, og jeg arbejder som handicaphjælper.
Min daværende kæreste var ved at uddanne sig til lokomotivfører, og gik på skole i jylland, så jeg var typisk alene fra søndag aften, til fredag aften..
Vores økonomi så fantastisk ud, men jeg knoklede også for den..
Alt for mange timers arbejde blev det til, 12 timers vagter, skiftende dag og nat..
Det begyndte at sætte sine spor, jeg var træt… Stresset…
Jeg husker ikke at jeg ændrede mig, men jeg husker den dag, der viste sig at ændre resten af mit liv…
Min daværende kæreste og jeg havde et meget turbulent forhold..
Jeg vil ikke pege fingre, og sige at det er hans skyld… Når jeg kigger tilbage, var det bare tydeligt at vi slet ikke passede sammen.
Denne dag, havde vi et af vores utallige skænderier, men denne gang med et andet udfald end ellers..
Jeg brød sammen, og gik op på badeværelset, satte mig grædende op af døren, med barberbladet på håndleddet..
Jeg ønskede ikke at dø… Men hvis det her var livet, så ønskede jeg fanme heller ikke at leve..
Jeg “vågnede op”, smed barberbladet ind i væggen..
Jeg satte mig på trappen, og min daværende kæreste kom op.
“Vi skal over til din mor. Du er nødt til at få hjælp.” Sagde han…
Hjælp? HJÆLP? Hjælp med hvad? Du må da være åndssvag hvis du tror jeg har brug for hjælp…
Men det havde jeg, og nok mere end nogen lige havde regnet med..
Jeg blev sygemeldt med svær depression, stress, og social angst.
2 gange prøvede jeg at raskmelde mig selv, og begge gange knækkede jeg, og fik det endnu værre end gangen før.
Jeg kendte vejen op, men til sidst kunne jeg ikke længere overskue den.
I perioden hvor jeg gik sygemeldt, gik jeg fra min daværende kæreste, jeg fik min egen lejlighed, og en ny lille hund.
Udefra så livet nok engentlig ret fantastisk ud, men indeni mig, der var det helt forfærdeligt.
De fleste kender nok til sygedagpenge reglerne, og pludselig ramte de også mig.. Jeg havde ikke lang tid tilbage, før jeg ikke længere kunne modtage sygedagpenge…
Men jeg havde det jo ikke bedre… Troede jeg…
For det her kunne have skubbet mig ud over kanten, men det gjorde det ikke..
Jeg har kæmpet mange kampe i mit liv, og det her var en jeg skulle vinde!
Jeg fik et vikariat i en vuggestue i 4 mdr.
Første gang jeg skulle derop, står meget klart for mig..
Min social angst tog over, og jeg stod bagved en hæk, og ringede grædende til min mor..
Jeg ville hjem… Hjem hvor ingen kunne se mig!
Heldigvis kender min mor mig bedre end nogen anden, og som den fantastiske kvinde hun er, hjalp hun mig med at vende mine tanker, og jeg kom ind..
Jeg elskede de 4 måneder, for selvom de var hårde, så ændrede de mit liv..
Jeg søgte ind på social og sundhedshjælper uddannelsen, og kom ind..
Jeg glædede mig som et lille barn til at starte, og jeg mødte de mest fantastiske mennesker!
Men men men, alt var forsat ikke rosenrødt.
Til første fremlæggelse, brød jeg sammen…
Jeg valgte at være ærlig, og fortalte om min social angst, og underviserne sagde at jeg gerne måtte slippe for at fremlægge fremadrettet.
Men fanme nej, skulle jeg gennemføre denne uddannelse, skulle det være på samme vilkår som alle andre, så jeg kæmpede!
Og med støtte fra familie, venner, og især undervisere og klassekammerater, så klarede jeg den, og jeg kom ud med et snit på 10,6!
Desværre ville skæbnen at jeg i min sidste praktik var kørt galt.
Så selvom jeg nu var frisk psykisk, så havde jeg et piskesmæld at slås med… PIS OS!
Jeg valgte at søge ind på social og sundhedsassistent uddannelsen, og kom ind i første forsøg – jeg var lykkelig!!!
Men igen kom jeg ind med et handicap, nemlig min nakke!
Og havde det ikke været for rigtig mange mennesker i løbet af uddannelsen, der hjalp, med at strikke en uddannelsesplan sammen til mig, så jeg kunne klare det i nakken, så havde jeg ikke stået, hvor jeg gør i dag.
Men jeg gennemførte, og med et snit på 11,0, kan jeg vidst roligt være tilfreds!
Efterfølgende har jeg arbejdet i psykiatrien, kortvarigt på plejehjem og i private hjem.
Som social og sundhedsassistent er mulighederne utrolig mange, og pt er det arbejdet i private hjem der fungerer for mig, mit privatliv og ikke mindst min nakke.
Jeg oplever tit at folk ser ned på social og sundhedsassistenter, og ikke mindst, social og sundhedshjælpere..
Jeg ville ønske at disse folk vidste hvad vi rent faktisk laver, og hvor stor en forskel vi rent faktisk gør!
Vi får ikke meget i løn.. De fleste af os har taget uddannelsen, udelukkende for at gøre en forskel.. Og det gør vi!
Jobbet som social og sundhedsassistent er fantastisk, men det er fanme ikke let.
Vi laver alt, lige fra medicingivning, til at tørre røv, som mange siger…
– Men hvad med alt der der imellem?
Vi yder omsorg, vi rummer folks følelser, vi snakker, lytter, holder i hånd..
Vi trøster, vi motiverer, vi finder løsningerne..
Vi accepterer det hele menneske, og sætter os selv, og vores egne normer og holdninger til side – hver dag!
Så det kan godt være at DU synes at mit job er klamt… JEG synes det er fantastisk, og jeg er helt sikker på at de fleste mennesker der møder os derude, de også synes at det er fantastisk!
Så kære sosu´er, vær stolt af jer selv, og skid på hvad andre siger!
I er for seje, og I gør en kæmpe forskel – HVER DAG!
Så husk at rose jer selv… I fortjener det <3
