Om livet med kroniske smerter.

I dag er en af de der dage… En af de dage, hvor smerterne er så voldsomme, og hovedpinen så ekstrem, at jeg mest af alt har lyst til at grave mig ned..

Jeg er kommet ud af sengen nu, og jeg kan se at weekenden har været travl.. Her trænger til at blive ryddet op.. Men det bliver højst sandsynligt ikke mig der gør det…

Når Kristian kommer hjem, har han været afsted i 12,5 time, pga hans mega lange transporttid.. Det eneste fair ville være, at jeg har ordnet det hele når han kommer hjem… Og at maden står klar..
Jeg er jo hjemme hele tiden, for jeg er sygemeldt..
Heldigvis ved Kristian godt, at på dage som i dag, der er det en kamp bare at komme ud til hesten, og få luftet hundene.. Og dyrene kommer selvsagt i første række – de er levende væsener.

Jeg kan mærke den dårlige samvittighed, der breder sig som en steppebrand igennem min krop… På dage som i dag, føler jeg mig som den værste dyreejer, og en endnu værre kæreste – men jeg kan intet gøre.
Jeg har taget mine piller, og jeg har lavet mine øvelser så godt jeg kunne, men smerterne er uudholdelige.

Jeg fik tilbage i 2013 en piskesmældsskade… Jeg kan huske at jeg læste nettet tyndt, for at finde ud af, hvor længe jeg skulle have de smerter, og det jeg fandt var opløftende, for ca 90% kommer sig 100% over en piskesmældsskade, i løbet af 6 mdr.
6 mdr… Det kunne jeg klarer, jeg skulle bare kæmpe indtil da… Troede jeg…
Der skulle gå længere tid… Faktisk var vi helt ovre omkring start 2015, før jeg begyndte at føle at der var nogenlunde styr på det.. Jeg følte jeg kunne leve igen, uden evige hensynstagen til min nakke, og uden smertestillende hver eneste dag..
1år gik på denne måde, og jeg var lykkelig… Også traf jeg den dummeste beslutning..
Jeg fik nyt job, som alene nattevagt på plejehjem..
Allerede efter få vagter kunne jeg mærke en tiltagende smerte i nakken, en smerte der stille og roligt tog til.
D. 15. marts står jeg op, og kan ikke dreje hovedet, jeg er låst..
Kvalmen tager til, og jeg bliver svimmel når jeg prøver at kigge ned… PIS!
Jeg snakker med læge, får smertestillende og ny henvisning til fysioterapeut..
Jeg ringer til arbejdet og sygemelder mig, hvilket var utrolig hårdt da jeg var rigtig glad for at være der, og kun havde været ansat i 2,5 uge.
2,5 uge… Og nu føler jeg, at jeg er startet helt forfra i mit forløb.

Da jeg ikke kunne varetage stillingen som nattevagt, og jeg ikke kunne omplaceres, valgte de selvsagt at fyre mig.

For dem stoppede problemet der, for mig foresætter det;

Forestil dig at vågne, og have ondt i nakken…
Ikke bare sådan lidt ondt, men en gennemborende smerte, som sidder der konstant..
En følelse af at være låst, og hvis du prøver at dreje hovedet, så føles det som om nogle stikker en kniv, direkte i i venstre nederste del af din nakke.
Det trækker tårer… Hver eneste gang du prøver at bevæge hovedet, har du lyst til at skrige… Fjerne kniven… Men det kan du ikke.
Du tvinger dig selv i gang, for du ved at det ikke hjælper bare at ligge stille, men hver bevægelse du laver, ved du, kommer til at gøre helvedes ondt.
Du kan mærke spændingerne har bredt sig – du prøver så ihærdigt at passe på din nakke, så samtlige muskler spænder op i nakken… Og ned langs rygraden, oooog helt om til brystmusklerne.. Du kan mærke alt er spændt nu… Du ved du skal prøve at slappe af i dem, men det gør for ondt…
Du overkompencerer, fordi du jo ikke kan dreje i nakken, så du drejer nede midt i ryggen i stedet for – og du kan mærke smerten der breder sig, ind over midten af ryggen.. Du ved at du ikke gør noget godt for din krop på nuværende tidspunkt, og du ved at smerterne kun vil blive værre, som dagen skrider frem..
Hovedpinen er nu blevet så slem, så du har fået kvalme.. En kvalme, der kun bliver værre, hver eneste gang du prøver at kigge ned, fordi svimmelheden da bliver så intens…
Men du skal jo have tøj på, for du skal prøve at fungerer som menneske.. Men hvordan skal du få tøj på, når du ved at dine arme kan risikere at sætte sig fast, hvis du løfter dem for højt op over hovedet?
Hvordan skal du overhovedet fungerer som menneske, når du dårligt har sovet, pga smerter?
Og hvordan skal din kæreste engentlig fungerer som menneske, når han gentagende gange bliver vækket i løbet af en nat, fordi dine arme har sat sig fast over hovedet, og han er nødt til at hjælpe dig med at få dem ned igen?

Jeg er heldig, jeg har en fantastisk mand.. En der, uden at blive irriteret, tager mine arme ned, når de sætter sig fast.
Jeg har en fantastisk fysioterapeut, der ved hvad han laver – men desværre kan han kun lindre, og vi ender altid tilbage ved nærmest samme udgangspunkt.

Jeg har gode mennesker omkring mig, der hjælper når behovet er der..

Jeg har prøvet at få lægen til at give mig stærkere smertestillende, til de her forfærdelige dage, men det vil de ikke.. Jeg får allerede gigtmedicin, og man risikere jo at blive afhængig af stærk smertestillende, og samtidig så kunne man sagtens klarer sid uden søvn i et stykke tid.. – Det var lægens udmelding.
Og ja, det er sikkert også rigtigt, men jeg er ikke typen der dur til at gå sygemeldt hjemme – jeg vil arbejde igen.
Og kan jeg i virkeligheden det? Når jeg får de her dage, hvor jeg intet kan, og jeg ikke kan blive ordenligt smertedækket?

Jeg skal heldigvis snart til reumatolog.. Noget jeg snart har ventet rigtig længe på..
Jeg håber at han kan hjælpe mig videre, så jeg kan komme videre herfra, for lige nu føler jeg at jeg bare står stille, og det er frustrerende.

Så, når du ser mig på mine gode dage, så VÆR GLAD på mine vegne, over at jeg har en god dag.
Lad vær med at døm mig, og tro jeg nasser på samfundet, for det gør jeg IKKE!

Jeg vil rent faktisk gerne arbejde, jeg har bare brug for den rigtige hjælp først, så jeg ikke lever i et smertehelvede.

Alle mine tanker går til andre mennesker, der ligesom jeg, kæmper en daglig kamp, mod en usynlig sygdom..
Det er ikke nemt, men vær ærlig omkring det.. Kun med ærlighed, kan dine medmennesker, vise dig den respekt og hensyn, som du fortjener <3

De bedste hilsner
Tumle <3