En rigtig stor drøm!
Men den drøm kræver penge, hårdt arbejde og gåpåmod.
Har jeg nok af det hele??
Den dag verden ændrede sig…
Det var selvsagt den dag jeg kørte galt, den dag jeg gik fra at have et godt liv, et lyst sind, og et godt helbred.
Den gang vidste jeg ikke hvor heldig jeg rent faktisk var, jeg satte ikke pris på de her ting.
Jo, mit sind, efter at være kommet igennem stress og 3 depressioner, satte jeg stor pris på et lyst sind.
Men hvorfor er det at vi første opdager hvad de ting betyder, når vi ikke har dem mere?
Jeg vidste ikke hvor heldig jeg var, at jeg hver dag vågnede uden smerter.
– Jeg satte ikke pris på ikke at have hovedpine.
Hvorfor ikke?
– Fordi jeg aldrig havde prøvet et liv med kroniske smerter før.
Jeg havde aldrig prøvet at vågne hver dag med hovedpine – hvordan kan man være taknemmelig, når man ikke kender til andet?
Den dag i dag ville jeg ønske jeg havde sat pris på det, og nydt det – men det eneste jeg kan gøre nu, er at nyde de gode dage jeg trods alt har.
Med gode dage mener jeg ikke dage uden smerter og hovedpine, for de dage findes ikke.
– Men dage hvor det er til at holde ud.
Drømmene forsvandt…
Den dag da et liv uden smerter forsvandt, tog det mine drømme med sig.
Nu handlede det ikke længere om hvad jeg drømte om at uddanne mig som, og arbejde som, det handlede udelukkende om hvad jeg kunne holde til, og hvordan jeg kunne være længe nok på arbejdsmarkedet.
De sidste 5år har budt på daglige smerter, og et stort arbejde med mit mindset.
Jeg har skulle acceptere at der er ting jeg ikke kan.
Hesten står fx på fuldpas, selvom jeg helst vil passe ham selv, men faktum er bare at det kommer jeg aldrig til.
Drømmen om et lille landsted med hesten hjemme, bliver heller ikke en realitet.
Det vigtigste for mig har dog ikke været at acceptere hvad jeg IKKE kan, men at finde frem til de ting jeg kan.
Og selvom kroppen siger fra overfor en masse arbejde, så er der dog ting jeg stadig kan holde til, og nogle ting har jeg drømt om, allerede inden jeg kom til skade – jeg har bare aldrig turde tage springet, da det mest fornuftige var at følge strømmen.
Penge, hårdt arbejde og gåpåmod…
Tjah, vi er ikke millionære, men jeg er en fighter, og når jeg har sat mig noget for, skal jeg nok gennemføre det – det kender jeg mig selv godt nok til at vide.
Nu skal jeg blot have det hele til at falde i hak, også kan jeg forhåbentlig snart fortælle jer om de nye spændende planer jeg har, men i må væbne jer med tålmodighed lidt endnu – beklager 😉
Jeg er i hvert fald klar til at arbejde hårdt, for at mine drømme skal gå i opfyldelse – også selvom det lige nu skræmmer livet af mig <3
Billede taget og redigeret af mig – se gerne mere af mit arbejde på; T.RefstrupFoto
Tør du at drømme stort, og gå efter det du drømmer om?
Kender I det – I har et menneske i jeres liv, der inspirere jer på alle mulige måder?
– En veninde, der bare har et svar på alt, og som du faktisk nogen gange er bange for at spørger til råds, fordi hendes løsninger typisk er irriterende nemme – og alligevel så rigtige?
– En veninde, der tør skubbe til dine grænser, og lege med dit sind, så du tør skubbe til dine holdninger, din tro, og ikke mindst, din frygt?
Sådan en veninde er jeg så heldig at have i mit liv – og I er så heldige, så denne veninde også blogger, og jeg synes især I skylder jer selv at læse hendes sidste blogindlæg, der handler om hvor vores begrænsninger kommer fra..
– Det er virkelig et godt redskab hun kommer med i dette indlæg – et redskab jeg selv har brugt rigtig meget.
Hvad mener jeg så om hendes idé om at vores eneste begrænsning, er den vi laver i vores hoved?
Jeg mener personligt at der selvfølgelig kan være udefrakommende faktorer, som vi ikke er herre over, der kan spille ind – men jeg mener også at de fleste ting kan løses, hvis vi tør at tænke ud af boksen.
Jeg vil her komme med et eksempel fra mit eget arbejdsliv – et arbejdsliv, præget af modstand, men som alligevel har ført mig til min drømmestilling.
– Vejen har været snoet, og fuld af bump, og uden mit håb og min tro på mig selv, så var jeg ikke kommet så langt.
Og bevares – tit må vores håb understøttes af menneskerne omkring os, og det er også helt okay, så længe de mennesker skubber os, i stedet for at holde os tilbage – for nogen gange er det eneste vi har brug for, for at turde, dét at vi ved at vi har nogen bag os.
I 2010 gik jeg ned med en depression, udløst af stress.
Indtil da havde min holdning været at kun svage mennesker fik stress og depression, og derfor så jeg jo selvsagt mig selv som svag.
Faktum er bare, at det ikke er sådan det hænger sammen, og det tror jeg alle der selv har haft de lidelser, eller kender andre der har, vil nikke genkendende til.
På det tidspunkt kørte jeg med 140km/t.
Jeg arbejdede 12 timers vagter, skiftende dag & nat – og jeg arbejdede typisk 48-72 timer om ugen.
Derudover var jeg i et skod forhold – jeg siger ikke at manden var skod, for det var han ikke – men vores forhold var ret turbulent, og jeg tror ikke jeg lyver, hvis jeg siger at ingen af os var lykkelige.
Ved stress er der som regel 3 parametre der spiller ind:
– Arbejde
– Familie
– Fritid
Arbejdet kan sagtens være stressende, uden det påvirker os synderligt, hvis blot familielivet og fritidslivet går op i en højere enhed – men er der blot en af de to, der ikke spiller, samtidig med at arbejdet er stressende, så begynder vi at få problemerne.
– Dette skal jeg nok komme nærmere ind på, i et andet indlæg.
Nå, men jeg ender med at gå fra denne her mand – og jeg flytter ind til min far, indtil jeg kan få min egen lejlighed.
– Her fik jeg ikke et skub, men jeg havde en åben dør – et sikkerhedsnet, i form af min far.
Havde jeg ikke haft det, havde jeg højst sandsynligt stadig været i forholdet – og derfor er det så vigtigt med et ordenligt bagland.
Depressionen rasede op og ned i 2,5år, med gentagende sygemeldingsperioder, en fyring osv.
Jeg omtaler det tit som “2,5år i helvede”, og det var det virkelig. – Det vil også blive beskrevet i et nyt indlæg.
Depressionen førte til at jeg fik socialangst, jeg kunne ikke længere gå op og handle, eller være sammen med for mange mennesker.
Her hørte jeg for første gang om de redskaber, som jeg har linket til ved min venindes blog.
Det var min psykolog der kom med redskaberne – og hver gang jeg begyndte at mærke angsten, skulle jeg se om jeg kunne stoppe den, ved at tænke rationelt:
“Hvad er det værste er kan ske”?
“Hvad gør du, hvis det sker”?
Det er ikke bare lige sådan, at vende sit eget mindset, og der skal rigtig mange forsøg til, og det er noget man virkelig skal arbejde intenst med.
Men faktum er at jeg på et tidspunkt alligevel får søgt job i en vuggestue – et halvårigt vikariat på 20 timer om ugen – hvilket på det tidspunkt var mere end rigeligt.
Den første dag jeg skulle på arbejde i vuggestuen, står jeg uden for bag en hæk, og bryder fuldstændig sammen.
Jeg ringer til min mor, grædende – jeg kan ikke gå ind, angsten har taget over.
– Og her kommer igen det før omtalte skub – min mor får overbevist mig om at jeg godt kan gå ind, jeg skal nøjes med at fokusere på børnene, og at jeg altid kan gå igen, hvis jeg ikke holder det ud.
Min mor blev mit håb, og min tro på mig selv – hvis hun troede på mig, så kunne jeg også tro på mig selv.
Halvvejs igennem min ansættelse, bestemmer jeg mig for at søge ind på social og sundhedshjælper uddannelsen.
Jeg bliver optaget – og gudskelov kender min storebror 2 der også skal gå der, så jeg kan følges med dem.
For var der noget der kunne tricke min angst, var det at være alene i større forsamlinger.
Uden min brors hjælp, og de 2 fantastiske kvinder, var jeg nok aldrig kommet i gang – nu blev de mit sikkerhedsnet.
Første gang vi skulle fremlægge brød jeg helt sammen – det, at skulle stå foran en hel flok fremmede mennesker og snakke, blev for meget.
Min underviser var skøn, og sagde at jeg ikke behøvede at være med i fremlæggelsen, men så blev jeg alligevel stædig – hvis ikke jeg kunne gennemføre på lige vilkår med alle andre, så ville jeg slet ikke gennemføre – jeg gav pludselig mig selv det skub, som jeg havde brug for, og pludselig gik det op for mig at JEG havde styr på mine tanker, jeg kunne rent faktisk kontrollere frygten.
Med skælvende stemme, og tåre i øjnene, fik jeg fremlagt, og jeg fik gennemført uddannelsen med et snit på 10,6 – wuhuuu!
Desværre ville skæbnen at jeg i min sidste praktik kørte galt, og fik et piskesmæld – et piskesmæld der gjorde at jeg vidste at jeg ikke kunne holde til at arbejde som social og sundhedshjælper – det er simpelthen for fysisk hårdt!
Kan du huske mit indlæg om livet med kroniske smerter? Ellers kan du læse det her! 🙂
Grundet piskesmældet valgte jeg at søge direkte videre på social og sundhedsassistent uddannelsen, og her fandt jeg for alvor mit kald.
Men jeg levede jo stadig et liv med daglige stærke smerter, og måtte derfor bede om hjælp i sidste praktik – jeg kunne simpelthen ikke køre fuldtid i hjemmeplejen, og jeg kunne ikke have mega tunge borgere.
Her blev uddannelseskoordinatoren i min kommune min redning – hun fandt en løsning, og jeg kunne fuldføre min uddannelse – hvilket jeg gjorde med bravour, og kom ud med et gennemsnit på 11,0 – og JA, det er jeg fanme stolt af! 😀
Siden har jeg arbejdet på psykiatrisk sengeafsnit, i privat hjem med børn, og sidder nu som planlægger i hjemmeplejen, hvilket jeg elsker!
Derudover bor jeg sammen med min skønne mand, og alle vores dyr, i vores eget rækkehus.
Havde nogen i 2010 sagt til mig at det var her jeg ville stå, 7år senere, havde jeg sagt de var fulde af løgn.
Hvordan nåede jeg så hertil?
– Først og fremmest, så turde jeg spørger om hjælp, og jeg turde at bruge de sikkerhedsnet jeg havde omkring mig, jeg arbejdede intenst med mig selv, og mine begrænsninger og vigtigst af alt, så holdt jeg fast i håbet og troen på at det kunne lade sig gøre.
Også da håbet blev minimalt…
Så tro på dig selv, uanset din situation, så kan du vende den – du skal bare finde de rigtige muligheder, og gribe dem!
Tro ikke at nogen servere et let liv for dig, men bevar håbet om at dine drømme kan blive virkelige – kun på den måde, kan du vinde over frygten.
I dag er en af de der dage… En af de dage, hvor smerterne er så voldsomme, og hovedpinen så ekstrem, at jeg mest af alt har lyst til at grave mig ned..
Jeg er kommet ud af sengen nu, og jeg kan se at weekenden har været travl.. Her trænger til at blive ryddet op.. Men det bliver højst sandsynligt ikke mig der gør det…
Når Kristian kommer hjem, har han været afsted i 12,5 time, pga hans mega lange transporttid.. Det eneste fair ville være, at jeg har ordnet det hele når han kommer hjem… Og at maden står klar..
Jeg er jo hjemme hele tiden, for jeg er sygemeldt..
Heldigvis ved Kristian godt, at på dage som i dag, der er det en kamp bare at komme ud til hesten, og få luftet hundene.. Og dyrene kommer selvsagt i første række – de er levende væsener.
Jeg kan mærke den dårlige samvittighed, der breder sig som en steppebrand igennem min krop… På dage som i dag, føler jeg mig som den værste dyreejer, og en endnu værre kæreste – men jeg kan intet gøre.
Jeg har taget mine piller, og jeg har lavet mine øvelser så godt jeg kunne, men smerterne er uudholdelige.
Jeg fik tilbage i 2013 en piskesmældsskade… Jeg kan huske at jeg læste nettet tyndt, for at finde ud af, hvor længe jeg skulle have de smerter, og det jeg fandt var opløftende, for ca 90% kommer sig 100% over en piskesmældsskade, i løbet af 6 mdr.
6 mdr… Det kunne jeg klarer, jeg skulle bare kæmpe indtil da… Troede jeg…
Der skulle gå længere tid… Faktisk var vi helt ovre omkring start 2015, før jeg begyndte at føle at der var nogenlunde styr på det.. Jeg følte jeg kunne leve igen, uden evige hensynstagen til min nakke, og uden smertestillende hver eneste dag..
1år gik på denne måde, og jeg var lykkelig… Også traf jeg den dummeste beslutning..
Jeg fik nyt job, som alene nattevagt på plejehjem..
Allerede efter få vagter kunne jeg mærke en tiltagende smerte i nakken, en smerte der stille og roligt tog til.
D. 15. marts står jeg op, og kan ikke dreje hovedet, jeg er låst..
Kvalmen tager til, og jeg bliver svimmel når jeg prøver at kigge ned… PIS!
Jeg snakker med læge, får smertestillende og ny henvisning til fysioterapeut..
Jeg ringer til arbejdet og sygemelder mig, hvilket var utrolig hårdt da jeg var rigtig glad for at være der, og kun havde været ansat i 2,5 uge.
2,5 uge… Og nu føler jeg, at jeg er startet helt forfra i mit forløb.
Da jeg ikke kunne varetage stillingen som nattevagt, og jeg ikke kunne omplaceres, valgte de selvsagt at fyre mig.
For dem stoppede problemet der, for mig foresætter det;
Forestil dig at vågne, og have ondt i nakken…
Ikke bare sådan lidt ondt, men en gennemborende smerte, som sidder der konstant..
En følelse af at være låst, og hvis du prøver at dreje hovedet, så føles det som om nogle stikker en kniv, direkte i i venstre nederste del af din nakke.
Det trækker tårer… Hver eneste gang du prøver at bevæge hovedet, har du lyst til at skrige… Fjerne kniven… Men det kan du ikke.
Du tvinger dig selv i gang, for du ved at det ikke hjælper bare at ligge stille, men hver bevægelse du laver, ved du, kommer til at gøre helvedes ondt.
Du kan mærke spændingerne har bredt sig – du prøver så ihærdigt at passe på din nakke, så samtlige muskler spænder op i nakken… Og ned langs rygraden, oooog helt om til brystmusklerne.. Du kan mærke alt er spændt nu… Du ved du skal prøve at slappe af i dem, men det gør for ondt…
Du overkompencerer, fordi du jo ikke kan dreje i nakken, så du drejer nede midt i ryggen i stedet for – og du kan mærke smerten der breder sig, ind over midten af ryggen.. Du ved at du ikke gør noget godt for din krop på nuværende tidspunkt, og du ved at smerterne kun vil blive værre, som dagen skrider frem..
Hovedpinen er nu blevet så slem, så du har fået kvalme.. En kvalme, der kun bliver værre, hver eneste gang du prøver at kigge ned, fordi svimmelheden da bliver så intens…
Men du skal jo have tøj på, for du skal prøve at fungerer som menneske.. Men hvordan skal du få tøj på, når du ved at dine arme kan risikere at sætte sig fast, hvis du løfter dem for højt op over hovedet?
Hvordan skal du overhovedet fungerer som menneske, når du dårligt har sovet, pga smerter?
Og hvordan skal din kæreste engentlig fungerer som menneske, når han gentagende gange bliver vækket i løbet af en nat, fordi dine arme har sat sig fast over hovedet, og han er nødt til at hjælpe dig med at få dem ned igen?
Jeg er heldig, jeg har en fantastisk mand.. En der, uden at blive irriteret, tager mine arme ned, når de sætter sig fast.
Jeg har en fantastisk fysioterapeut, der ved hvad han laver – men desværre kan han kun lindre, og vi ender altid tilbage ved nærmest samme udgangspunkt.
Jeg har gode mennesker omkring mig, der hjælper når behovet er der..
Jeg har prøvet at få lægen til at give mig stærkere smertestillende, til de her forfærdelige dage, men det vil de ikke.. Jeg får allerede gigtmedicin, og man risikere jo at blive afhængig af stærk smertestillende, og samtidig så kunne man sagtens klarer sid uden søvn i et stykke tid.. – Det var lægens udmelding.
Og ja, det er sikkert også rigtigt, men jeg er ikke typen der dur til at gå sygemeldt hjemme – jeg vil arbejde igen.
Og kan jeg i virkeligheden det? Når jeg får de her dage, hvor jeg intet kan, og jeg ikke kan blive ordenligt smertedækket?
Jeg skal heldigvis snart til reumatolog.. Noget jeg snart har ventet rigtig længe på..
Jeg håber at han kan hjælpe mig videre, så jeg kan komme videre herfra, for lige nu føler jeg at jeg bare står stille, og det er frustrerende.
Så, når du ser mig på mine gode dage, så VÆR GLAD på mine vegne, over at jeg har en god dag.
Lad vær med at døm mig, og tro jeg nasser på samfundet, for det gør jeg IKKE!
Jeg vil rent faktisk gerne arbejde, jeg har bare brug for den rigtige hjælp først, så jeg ikke lever i et smertehelvede.
Alle mine tanker går til andre mennesker, der ligesom jeg, kæmper en daglig kamp, mod en usynlig sygdom..
Det er ikke nemt, men vær ærlig omkring det.. Kun med ærlighed, kan dine medmennesker, vise dig den respekt og hensyn, som du fortjener <3
