Jeg er social og sundhedsassistent, og stolt af det!

Året hedder 2010, jeg bor sammen med min daværende kæreste, og vores 2 hunde, og jeg arbejder som handicaphjælper.
Min daværende kæreste var ved at uddanne sig til lokomotivfører, og gik på skole i jylland, så jeg var typisk alene fra søndag aften, til fredag aften..

Vores økonomi så fantastisk ud, men jeg knoklede også for den..
Alt for mange timers arbejde blev det til, 12 timers vagter, skiftende dag og nat..

Det begyndte at sætte sine spor, jeg var træt… Stresset…

Jeg husker ikke at jeg ændrede mig, men jeg husker den dag, der viste sig at ændre resten af mit liv…
Min daværende kæreste og jeg havde et meget turbulent forhold..
Jeg vil ikke pege fingre, og sige at det er hans skyld… Når jeg kigger tilbage, var det bare tydeligt at vi slet ikke passede sammen.

Denne dag, havde vi et af vores utallige skænderier, men denne gang med et andet udfald end ellers..
Jeg brød sammen, og gik op på badeværelset, satte mig grædende op af døren, med barberbladet på håndleddet..
Jeg ønskede ikke at dø… Men hvis det her var livet, så ønskede jeg fanme heller ikke at leve..

Jeg “vågnede op”, smed barberbladet ind i væggen..

Jeg satte mig på trappen, og min daværende kæreste kom op.
“Vi skal over til din mor. Du er nødt til at få hjælp.” Sagde han…
Hjælp? HJÆLP? Hjælp med hvad? Du må da være åndssvag hvis du tror jeg har brug for hjælp…

Men det havde jeg, og nok mere end nogen lige havde regnet med..

Jeg blev sygemeldt med svær depression, stress, og social angst.

2 gange prøvede jeg at raskmelde mig selv, og begge gange knækkede jeg, og fik det endnu værre end gangen før.
Jeg kendte vejen op, men til sidst kunne jeg ikke længere overskue den.

I perioden hvor jeg gik sygemeldt, gik jeg fra min daværende kæreste, jeg fik min egen lejlighed, og en ny lille hund.
Udefra så livet nok engentlig ret fantastisk ud, men indeni mig, der var det helt forfærdeligt.

De fleste kender nok til sygedagpenge reglerne, og pludselig ramte de også mig.. Jeg havde ikke lang tid tilbage, før jeg ikke længere kunne modtage sygedagpenge…
Men jeg havde det jo ikke bedre… Troede jeg…
For det her kunne have skubbet mig ud over kanten, men det gjorde det ikke..

Jeg har kæmpet mange kampe i mit liv, og det her var en jeg skulle vinde!

Jeg fik et vikariat i en vuggestue i 4 mdr.

Første gang jeg skulle derop, står meget klart for mig..
Min social angst tog over, og jeg stod bagved en hæk, og ringede grædende til min mor..
Jeg ville hjem… Hjem hvor ingen kunne se mig!

Heldigvis kender min mor mig bedre end nogen anden, og som den fantastiske kvinde hun er, hjalp hun mig med at vende mine tanker, og jeg kom ind..

Jeg elskede de 4 måneder, for selvom de var hårde, så ændrede de mit liv..

Jeg søgte ind på social og sundhedshjælper uddannelsen, og kom ind..
Jeg glædede mig som et lille barn til at starte, og jeg mødte de mest fantastiske mennesker!

Men men men, alt var forsat ikke rosenrødt.
Til første fremlæggelse, brød jeg sammen…
Jeg valgte at være ærlig, og fortalte om min social angst, og underviserne sagde at jeg gerne måtte slippe for at fremlægge fremadrettet.
Men fanme nej, skulle jeg gennemføre denne uddannelse, skulle det være på samme vilkår som alle andre, så jeg kæmpede!

Og med støtte fra familie, venner, og især undervisere og klassekammerater, så klarede jeg den, og jeg kom ud med et snit på 10,6!

Desværre ville skæbnen at jeg i min sidste praktik var kørt galt.
Så selvom jeg nu var frisk psykisk, så havde jeg et piskesmæld at slås med… PIS OS!

Jeg valgte at søge ind på social og sundhedsassistent uddannelsen, og kom ind i første forsøg – jeg var lykkelig!!!

Men igen kom jeg ind med et handicap, nemlig min nakke!

Og havde det ikke været for rigtig mange mennesker i løbet af uddannelsen, der hjalp, med at strikke en uddannelsesplan sammen til mig, så jeg kunne klare det i nakken, så havde jeg ikke stået, hvor jeg gør i dag.

Men jeg gennemførte, og med et snit på 11,0, kan jeg vidst roligt være tilfreds!

Efterfølgende har jeg arbejdet i psykiatrien, kortvarigt på plejehjem og i private hjem.
Som social og sundhedsassistent er mulighederne utrolig mange, og pt er det arbejdet i private hjem der fungerer for mig, mit privatliv og ikke mindst min nakke.

Jeg oplever tit at folk ser ned på social og sundhedsassistenter, og ikke mindst, social og sundhedshjælpere..
Jeg ville ønske at disse folk vidste hvad vi rent faktisk laver, og hvor stor en forskel vi rent faktisk gør!

Vi får ikke meget i løn.. De fleste af os har taget uddannelsen, udelukkende for at gøre en forskel.. Og det gør vi!

Jobbet som social og sundhedsassistent er fantastisk, men det er fanme ikke let.
Vi laver alt, lige fra medicingivning, til at tørre røv, som mange siger…
– Men hvad med alt der der imellem?

Vi yder omsorg, vi rummer folks følelser, vi snakker, lytter, holder i hånd..
Vi trøster, vi motiverer, vi finder løsningerne..

Vi accepterer det hele menneske, og sætter os selv, og vores egne normer og holdninger til side – hver dag!

Så det kan godt være at DU synes at mit job er klamt… JEG synes det er fantastisk, og jeg er helt sikker på at de fleste mennesker der møder os derude, de også synes at det er fantastisk!

Så kære sosu´er, vær stolt af jer selv, og skid på hvad andre siger!
I er for seje, og I gør en kæmpe forskel – HVER DAG!
Så husk at rose jer selv… I fortjener det <3

De bedste hilsner
Tumle <3