Hvornår har du sidst været til stede i nuet?

De fleste af os kender det; jobbet skal passes, maden laves, tøjet vaskes… Hele tiden ved vi godt hvad vores næste træk skal være, så vi får hverdagen til at hænge sammen, og vi bruger rigtig meget energi og hjernekapacitet på at planlægge, og ikke mindst huske hvad det er vi skal som det næste.

Vi er blevet slaver af tiden; vi skal møde til en bestemt tid, hente børn på en bestemt tid, og vi har hele tiden styr på hvad klokken cirka er.

Men hvornår har du engenligt sidst prøvet at slippe kontrollen?
Ligge telefonen og uret væk, slået hjernen fra, og bare nydt, bare været?

Personligt ved jeg at det desværre ikke er noget jeg gør så tit, så da jeg blev spurgt om jeg ville være med i en udfordring hvor jeg lige netop skulle dette, så slog jeg til.
Vil du også være med? Vil du også se hvad det kan tilføre til lige netop dit liv?
Så finder du udfordringen her! 🙂

Jeg valgte at tage min mand og mine hunde med, så vi var altså en familie, og derfor skulle vi lade hundene bestemme ruten i skoven, og vi skulle hoppe med på deres lege og ideer.

Første udfordring kom, da vi skulle tage afsted uden telefoner – vi begge nåede faktisk at putte dem i lommen, men vi fik mindet hinanden om det, og fik lagt dem af derhjemme.

Næste udfordring; vi havde en aftale senere på dagen, som vi jo gerne skulle nå – jep, vores hjerner var allerede ved den næste aftale, på trods af at vi elsker en tur i skoven, sammen, og med hundene.

Det var et værre møgvejr i går, men det blev bare en del af oplevelsen, og når jeg sidder og kigger tilbage, ville jeg ikke have undværet hverken regnen eller blæsten.

Vi bevægede os langsomt ind i skoven, hundene var lykkelige – de elsker at komme i skoven, og nu vi ikke har børn, så er det hundene jeg kigger på, når jeg ser hvordan det er at leve i nuet.
Hundene tænker ikke over hvor de skal hen næste gang, hvornår de skal dreje, eller hvad tid de skal finde tilbage til bilen – de nyder momentet som det er, lige nu – nyder duftene, og drejer af, når de synes noget er mere spændende.

Efter lidt tid i skoven kunne man mærke stressen slippe, tankerne om hvad vi skulle næste gang, blev hurtigt skubbet væk, og vi begyndte at snakke om hvad vi så, hvad vi følte, og hvor glade hundene var.

Hundene drejede af, ind i skovbunden – den var dækket af små smukke forårsblomster.
Vi hoppede over stammer, måtte bukke os under grene, hoppe op af bakker – jeg fik våde tæer, og vi blev faktisk generelt rigtig våde og kolde af regnen, men trods det kunne vores latter høres, mens den bredte sig i en del af skoven, hvor kun få kommer.

Vi var til stede, lige der, i det minut, var vi bare der! En lykkelig familie, der nød hinandens selskab, uden en forstyrrende telefon, uden en tid der styrede hvornår vi skulle tilbage – og hvor var det befriende!

Kristian begyndte at gå og synge, for når man er DJ, er det åbenbart hvad der fylder ens hoved, når tankerne bliver slået fra – musik.
Og jeg grinte – nok mest af alt, fordi at jeg var befriet for alle de tanker der har haft fyldt mit hoved.

Da hundene vælger at finde tilbage, går vi selvfølgelig med, og da vi går igennem nogle tætte træer, får solen alligevel sneget sig ned igennem trætoppene, hvor vi stoppede, kiggede op, fik solens stråler på vores ansigter, mens regnen stille dalede ned – dér, lige der, der vidste vi at denne udfordring er en vi vil føre med videre.
VI vil være bedre til bare at “være”.

Så derfor vil jeg råde jer alle til at være med, prøv det, og se hvad det giver jer.

De bedste hilsner
Tumle <3